Corpus Mortale + Usipian – 11/02-2005 1000FRYD, Aalborg

 

 

Endelig havde disse 2 brutale Københavner bands fundet tid til at komme til Aalborg. En hårdtslående pakke som mange havde set frem til at se trykke den af, på en aften i death metallens tegn. Der var et pænt fremmøde og folk var tændte.

 

 

Efter et godt stykke tid med DJ, som egentligt leverede et godt varieret udbud af metal. Var det Usipian som skulle i ilden, som det første band. De gik dog meget uimponeret til sagen og virkede som en meget helstøbt enhed.

Efter en lille intro blev der budt på heftigt og meget tight death metal, med masser af variation og fart. Og folk oppe foran scenen, var mere end begejstrede for musikken og energien som bandet lagde i den. Det hele fungerede perfekt for Usipian og bandet fyldte scenen godt. Og med Toke i midten med den brutale vokal og meget selvsikre performance kunne det ikke gå galt. I begge sider tronede guitaristerne og de leverede også varen, især Jeppe var garant for gode positurer og midt imellem alle, tæskede bassisten Kent rundt og leverede flyvende hår og masser af grimme grimasser. Nis bag trommerne styrede rytmerne og tromme-galskabet godt, der var smæk på.

 

Efter Usipians blændende show, var det Corpus Mortale’s tur og de havde noget at leve op til. Men der gik ikke lang tid, før at de også havde publikum i deres hule hænder. Deres old school death metal med et teknisk twist er et sikkert hit. Og så har Martin Rosendahl et af Danmarks fedeste growls, samtidig med at han styrer bassen godt. Et hit var det også at bandet havde Mads Haarløv, fra hedengange Iniquity, med som anden guitarist. Både han og Roar på den anden guitar leverede en god indsats. Nicholas styrede som sædvanligt trommerne med en sikker hånd. Corpus Mortale leverede også et kanon show, der nok skal blive husket i lang tid.

 

Lyden under begge bands sets var rigtigt god, klar og med masser af punch og plads til alle instrumenter. Så det kan sagtens lade sig gøre at lave fed lyd på Fryden, det håber jeg at alle bands benytter sig af i fremtiden.

 

En kanon aften hvor begge bands spillede røven ud af bukserne og leverede mere end standardvaren for et death metal hungrende Aalborg. Sådan skal det sgu gøres, begge bands optræden den aften er mere end godkendt.

 

 

Ældre koncert anmeldelser