firewind.gif (19824 bytes)

Firewind – Between Heaven And Hell [Massacre Records/Nordic Metal 2002]

Wauv, meget mere er der vist ikke at sige om debut skiven fra dette sprit nye power metal band. Med tiden bliver dette band meget stort, det har sgu alt. Der er rigtigt meget fed musik i løbet af de 12 spor som er at finde på denne CD.

Det store navn i bandet er den meget talentfulde guitarist Gus G. som på disse kanter nok mest er kendt for hans arbejde for Dream Evil. Knægten er sgu kun 21 år gammel, men alligevel styrer han spaden, som få kan. Der kommer så mange fede toner ud af de 6 strenge, at man skulle tro at man befandt sig i en drøm.

Det er ikke kun guitarspillet som er fedt ved Firewind. Numrene er også skruet godt sammen og er meget lytteværdige. Det er også Gus G. som har komponeret musikken, og der viser han også et klart talent. Der masser af hooklines og andre småting som gør musikken fed at lytte til. Selvfølgelig er der en del fokus på hans guitarspil, men det tager sgu aldrig overhånd. Det eneste nummer som er direkte guitar lir er ’Northern Sky’, og sådan som hans spil lyder er det helt i orden, det var lige før man ønskede at der var mere af det!

De 3 andre i bandet leverer også et habilt stykke arbejde, især vokalist Stephen Fredrick imponerer lidt. Han har en dejlig rå og kraftfuld stemme, som også byder på følelser som i den lettere episke ’Warrior’.

Skiven har også fået en dejlig lydmæssig indpakning. Det er da også David T. Chaistain som har produceret skiven og Fredrik Nordstrøm som har mikset skidtet. Der er god kraft bag instrumenterne og de lyder også godt, især spaden har en fed lyd.

Det her er guf til alle med hang for power metal på den amerikanske måde og som også holder af fedt guitarspil. Til dette er et debutalbum sparker lortet seriøst røv. Originaliteten er det så som så med, men det bliver leveret alt for suverænt til at blive overset. Dette er en skive som kan høres igen og igen og man vil bare have mere, det er sgu en fed følelse som for få skiver indgyder, så det er med at slå til når der endeligt dukker en op. Selv det sidste nummer ’Who Am I’, som er en smuk ballade med neoklassisk guitarlir, jazz feel og tude stemning rykker sgu!

8/10