Dream Evil – Children Of The Night [Century Media/Target 2003]

Da jeg først så denne skive, troede jeg sgu der allerede var tale om en ny fuldlængde. Det var der desværre ikke, men derimod lidt guf til at forsøde ventetiden. Her er tale om en mini CD med 4 numre, samt en video til ’Children Of The Night’.

Der bliver lagt ud med ’Children Of The Night’, selv samme version som fra "Evilized". Men da det er en af undertegnedes favorit skæringer fra den skive, gør det ikke så helvedes meget. Kvalitets hævi.

Herefter byder bandet så på 2 numre fra de japanske versioner af henholdsvis "Dragonslayer" og "Evilized". Numrene ’Dragonheart’ og ’Betrayed’ ligger i rillen fra de nævnte albums, uden at være de stærkeste kompostioner fra Dream Evil, men de virker!

Til sidst bliver vi udsat for en akustisk version af ’Evilized’ og hvilken nydelse det er. Bandets powerfyldte heavy metal virker også suverænt akustisk. Der er masser af dynamik og kraft bag og så lyder Isfeldt som altid, pissegodt, suveræn vokal.

Videoen er også meget fed og viser et veloplagt liveband, der elsker at fyre den af på scenen.

Hvor stor værdi skiven har for die hard fans af Dream Evil er svært at sige. De har sgu nok allerede de 2 japanske numre, så for dem er der kun akustisk guf og video. Men fed musik fra et fedt band, det kan der ikke laves om på.

7/10