Seventh One – Sacrifice [Massacre/Nordic Metal 2002]

Endnu et svensk heavy metal band som skulle have klasse til at begå sig imellem himlens stjerner, hvor kan visse pladeselskaber finde talenter over alt! Eller kan de nu også det?

Efter den smukke og kedelige intro bliver der smækket skaller ud til højre og venstre. Ganske traditionelt true metal er hvad der bliver leveret ikke mere og ikke mindre. Musikkernes indsats er ganske habil og der bliver sgu leveret noget fed spade igennem hele skiven. Trommeslageren laver faktisk også en del fede ting bag tønderne. Desværre er trommerne smurt ind i triggers og især lilletromme og tommerne lyder helt ad helvede til.

Forsangeren Rhino er sgu lidt af en spøjs fyr, til tider leverer han rigtig fed vokal. Men oftest så er hans stemme sgu noget tynd og lever slet ikke op til musikkens fylde og kraft. Når vi nu er ved musikkens kraft, så synes jeg at den drukner lidt i den for mørke og lidt for komplekse produktion som albummet har fået, jeg tror egentligt at det har hevet rimeligt meget power ud af musikken.

Jeg synes sgu ikke helt at Seventh One lever op til Massacre’s flotte ord, jeg synes sgu at "Sacrifice" ender med at blive en temmelig tynd kop øl. Det er ikke ideerne der mangler, dem er der sgu nok af og de er også fede nok. Men bandet vil gerne have halvlange numre og i stedet for at lave noget nyt hele tiden. Tyer de til alt for mange gentagelser af omkvæd, melodier og hooks, og det bliver sgu kedeligt at høre. Hvis der var barberet et minut af hvert nummer ville det sgu være noget mere interessant. Frøene til et fedt band er i hvert fald til stede, nu skal skuddene bare op af jorden, det bliver nok interessant at følge bandet, men debuten holder sgu ikke en meter, den er for tam og kedelig.

4/10