Villa – Flow [Villa Records/MNW 2003]

Så har et nyt dansk rock orkester smidt deres debut skive på gaden. Villa stammer originalt fra det mørke Nord-Vestjylland, men er med tiden drevet imod København og det kan der jo ikke komme noget godt ud af, eller kan der?

Stilen er tung-rock med en del for stilen progressive elementer. Fra den klassiske rock, som kan tangere den fedeste stoner-rock til den mest poppede R.E.M. sang, flyder fint ud af højtalerne. Guitarspillet er lagt an på støjende, men alligevel meget fængende riffs og brudstykker. Godt fulgt op af den til tider tunge basgang og til andre tider klaprende funky vellyd fra de 4 strenge. Bunden bliver lagt solidt af trommernes break beat-agtige hård rocks spil.

Vokalen er et kapitel for sig. Ambivalent, dynamisk og fuld af kraft og saft, når det behøves. På andre tidspunkter klynkende, fuld af længsel eller grim og lidt poppet. Variationen i vokalarbejdet er fedt og vi bliver hele tiden budt på nye spektre og sammen med musikkens skiftende atmosfærer, så virker det perfekt.

På grund af den støjende mur der oftest omslutter Villa’s lydbillede, kan det være lidt svært at komme ind på de enkelte numres nerve. Men når man når essensen af Villa’s musik, så burde det ligge klart at Danmark har født et nyt rock band med international gennemslagskraft. De mere poppede numre burde sagtens kunne få plads i radioen og med denne rette video airplay MTV og de mere metalliske numre ville kunne bide sig fast i den voksende byld af nu-metal aber, den potentielle fanskare for Villa er enorm.

Den temmelig originale musik med elementer fra mange steder virker og har gennemslagskraften, der burde være dømt stor fremtid for bandet.

9/10