Dark At Dawn – First Beams Of Light [Iron Glory/Massacre/Nordic Metal 2002]

Dette er ikke en ny skive fra tyske Dark At Dawn, men derimod en bunke genindspilninger af drengenes demo materiale. Der er 3 numre fra deres første demo "The Awakening" fra 1993 og 6 skæringer fra deres ’94 demo "As Daylight Fades", plus en coverversion af Warlord’s ’Deliver Us From Evil’, der er sgu lagt op til en gang seriøs headbanging.

Bandet byder på heavy metal med et kraftigt tysk aftryk. Fængende guitararbejde, fed og kraftfuld vokal og kanontrommespil. Der er ikke de store dikkedarer over bandets spil, det er bare fuld kraft frem, afbrudt af nogle smukke soloer og det for mig ligegyldige instrumental nummer ’As Daylight Fades…’.

Lyden som bandet har lavet til nyindspilningerne virker også godt. Der er meget kraft på både guitar og trommer og musikken bliver sgu sparket fremad.

Især de 3 numre fra det første demo er fede, men også demo 2 byder på klasse metal. Her er lagt op til fest og lidt sing along fra første færd. Dog er det ikke så enkelt der er også lidt teknik over guitarspillet og sangopbygningerne. Dark At Dawn byder på fængende heavy metal med fede detaljer og masser af røvspark!

7/10