Blazing Eternity – A World To Drown In [Prophecy Productions/VME 2003]

Stemning, masser af stemning, Blazing Eternity’s andet album byder på en helt suveræn gennemgang af mørke stemninger. Unikt mørkt og afdæmpet rock med et stort melankolsk anlagt lydbillede, det kan ikke gøres meget bedre.

Kompositionsmæssigt kan man ikke klage over noget. Numrene er bygget intelligente op, og selvom spilletiden på numrene ligger fra 3:10 til 8:16 minutter, så føles numrene aldrig lange. Nej tværtimod, de er alt for korte.

Guitaren står for den primære stemningsopbygning, med fede meget mørke og til tider melankolske riffs. Lead arbejdet er fedt og giver kun stemningen et ekstra tryk opad. Bassen ligger perfekt i lydbilledet og hele tiden kan man høre hvad de 4 strenge leverer af tunge lækkerier. Trommernes spil er enkelt og effektivt. Og så er tromme lyden alt for fed, organisk og naturlig med masser af styrke når det kræves og afdæmpet når det er nødvendigt.

Vokalen er også suveræn, stille og følsom og med en fed klang der passer perfekt til stemningerne på skiven. Og når der bliver sat gang i duetterne så er det lige før tårerne kommer frem, det lyder alt for godt.

Enkeltheden bliver dyrket og alle numrene på "A World To Drown In" er beviset på hvor effektivt enkelhed kan være. 9 unikke numre som hver især har en enorm gennemslags kraft og efterlader et stort indtryk hos lytteren. Fængende men alligevel ukommercielle og svært tilgængelige, selvom numrene sidder fast efter en enkel gennemlytning. Men jo flere gange at albummet bliver hørt, jo flere detaljer kommer med og jo større bliver Blazing Eternity’s verden. Dette er en skive som alle med den mindste smag for mørkt og stemningsfyldt musik skal tjekke ud, det er sgu for stort! Og noget så sjovt som et Loveshop covernummer på en lettere metallisk rock skive, jo den er god nok og det virker perfekt! Med den udvikling bandet hidtil har gået igennem så er jeg hundrede procent sikker på at den næste skive, bliver endnu federe!

9/10