Insomnium – In The Halls Of Awaiting [Candlelight Records/Nordic Metal 2002]

Efter noget tids stilhed fra engelske Candlelight Records, er de igen begyndt at røre på sig. En af de nye signinger er finske Insomnium, som selskabet uden tvivl forventer sig meget af.

Stilen er blødt svensker-agtigt death metal blandet med den nok så kendte finske melankolske rock. Den blanding formår de 4 drenge egentligt at udtrykke meget godt. Der er en god balance imellem de mørke og tunge parter og de lidt hurtigere melodiske løb. Den melankolske stemning er også på plads, dog er lidt at melodi legen for "glad", til at melankolien bliver gennemført igennem hele albummet.

Vokalen er en blanding imellem et growl og en "normal" vokal, og jeg synes den kræver lidt tilvænning. Men når den først er på plads, passer den rigtig godt til musikken, men fed bliver den sgu aldrig. Der er utroligt meget vægt på guitarene og det er dem, som sammen med vokalen løfter albummet. Der bliver da også leveret noget meget godt spadespil, men stormfulde højder når det aldrig.

Til at være et debut udspil er "In The Halls Of Awaiting" rigtigt godt og viser et band, som i løbet af et par år, vil blande sig imellem de store på scenen. Bandet når aldrig samme højder som det nyere Amorphis og Sentenced, bandet mangler simpelthen førstnævntes syrede indslag som gør musikken mere end interessant at lytte på og sidstnævnte gennemførte melankoli. Umiddelbart tror jeg heller ikke at Insomnium arbejder på at ligne de 2 nævnte bands, da der er indarbejdet nogle halvprogressive guitarstykker her og der. Umiddelbart tror jeg at det er den vej, bandet er på vej hen imod, dog uden at smide den melankolske tungrock væk. For det er der fødderne er solidt plantet. Selvom der bliver gjort brug af mange melodiske og pæne elementer i løbet af denne fede skive.

7/10