Arcturus – The Sham Mirrors [Ad Astra Enterprises/VME 2002]

Siden bandets sidste reelle album "La Masquerade Infernale" udkom i 1997, har mange mennesker ventet med spænding på dette udspil. Nu er Norges ekvilibristiske lyd troldmænd så endeligt klar med deres nye skive. Lever den så op til de høje forventninger, der er blevet opbygget i løbet af de sidste 5 år?

Skiven åbner positivt med den friske og inspirerende ’Kinetic’, som har et fedt flow og den sidder der sgu første gang. Der er stadig masser af fede tekniske detaljer, selvom tracket er meget let at lytte på. Sådan er det dog ikke hele vejen igennem. Allerede på track 2 kommer der et par lange flader, hvor der ikke sker så meget. Dog for at eksplodere i er sandt fyrværkeri af fedt musik, det sker nogle gange i løbet af skiven, og det virker rigtigt godt. Flowet er også tilstede igennem alle 7 skæringer, det sker at man en enkelt gang eller 2 taber tråden, men ellers er den røde tråd i skæringerne altid til at finde. Det er meget positivt når nu musikken er så storslået og i så mange lag som tilfældet er.

Musikerne er også nogle af de bedste som betræder metal musikkens vande. Der bliver leveret mange lækkerier, men vi havde vel heller ikke forventet mindre. Jeg synes især at Sverd løfter musikken op på et højere plan med hans tangent leg. Om den står på piano stykker eller stort anlagte keyboard flader, dystre mellemspil osv. så styrer han det med sikker og hård hånd, ærlig talt tror jeg ikke at Arcturus ville være meget uden hans evner med keyboardet. Trickster G’s vokal rykker som sædvanligt også for hårdt. Hans klare stemme besidder en lækker melodi. Selvom man til tider godt kunne savne lidt skræppen fra Ulver tiden, så synger manden altså rigtigt godt. Dog er det lækkert at høre Emperor mainman Ihsahn’s black metal-agtige vokal i starten af ’Radical Cut’, den passer nu godt ind i helheden.

Lyden er også stor og bombastisk, de dybe toner har dog en lille tendens til at være lidt uden for kontrol. Det aspekt giver faktisk en meget fed kontrast til de meget kontrollerede høje toner. Alle instrumenterne kommer krystal klart igennem den samlede lydmur. Vokalerne står også ligeså så klare frem som stjernerne på en frostklar vinternat.

Efter at have hørt dette album mange gange, må jeg indrømme at det har indfriet forventningerne. Det er ikke ligeså avantgardistisk og fremadskuende som dens forgængere. Det er bare klasse metal med masser af mørke og progressive elementer. Man ville kunne høre albummet 1 gang om dagen det næste år og stadig finde nye små detaljer, sådan noget er satme fedt. Endnu engang et album som bare skal ejes, dette er et levende stykke metal historie!

9/10