Gluecifer – Basement Apes [SPV/Nordic Metal 2002]

Rock N’ Fuckin’ Roll, og det var den anmeldelse! Jeg har sgu ikke hørt noget til disse rockende nordmænd siden deres debut fuldlængde "Riding The Tiger". Men de har siden udgivet 2 skiver og er nu klar med deres fjerde slasker.

Der bliver lagt meget hårdt ud med ’Reversed’ som dog bliver overhalet kraftigt af track nummer 2 ’Brutus’ og sådan fortsætter det. Numrene er altid en tak mere svingende, hårdtslående, rockende, letfordøjelige også videre. Der sker hele tiden noget på "Basement Apes".

Guitararbejdet er svedigt og hårdtslående og så er der nogle fede soloer, bare tjek den i ’Black Book Lodge’, hvori der også bliver leveret noget fedt orgel. Det er ikke det eneste track hvor orgelet spiller en rolle, det bliver brugt rimeligt meget og giver musikken et kanon aspekt. Biff Malibu’s flabede vokal er også lækker hele vejen igennem albummet og den bliver godt bakket op af guitarist Captain. Poon’s baggrundsråben.

"Basement Apes" er et virkeligt stærkt album som byder på alle aspekter indenfor rockgenren, bare tag de åbenlyse Oasis inspirationer i den bløde ’Losing Ends’, der er den hårdtslående, hurtige og blues lydende ’Shotgun Seat’ og den stenede ’I Saw The Stones Move’. Denne skive er sgu obligatorisk for alle fans af svedigt rock og om 10 år albummet satme en klassiker indenfor genren. Jeg tror bedre at jeg kan lide den lidt tynde, flabede punk lyd på "Riding The Tiger", men hvad helvede Gluecifer har fået nogle penge i ryggen, så en ordentlig lyd er vel rimelig nok.

8/10