ShadowKeep – A Chaos Theory [LMP/Nordic Metal 2002]

Det sker ikke så ofte at der dukker nye bands op på den engelske heavy metal scene, det virker som om at briterne har nok i deres gamle helte, og det er egentligt forståeligt nok, men det er da sjovt nok med lidt friskt blod engang imellem.

Dette er andet kapitel i bandets historie og her bliver der budt på en gang lettere progressivt heavy metal med naturlige afstikkere i NWOBHM. Men umiddelbart virker bandet mere inspireret af den amerikanske scene, end de er af den britiske ditto.

Guitar duoen i bandet er meget dynamisk og disker op med en del lækre ting og sager. Især når de leverer den progressive del af deres lir, så kører svinet på fulde omdrejninger. Derudover virker meget af guitarspillet sgu ordinært og ideforladt.

Selskabet bag bandet gør meget op af at gøre opmærksom på at manden bag trommerne er ex-Angel Witch tøndebasker Scott Higham. Men hvad gør det at have en fed trommeslager, som da også leverer en del fede ting, når lyden på de fleste trommer er ligeså naturlig som dem på Fætter BR plastiktrommesættet.

Vokalen skulle også være i en klasse for sig, men igen spiller mine ører mig et puds. Jeg synes nemlig at den forholdsvist hurtigt bliver pisse belastende og overdøver musikken totalt. Desuden virker den til tider små hysterisk.

Hvis dette er Storbritanniens mest lovende og mest talentfulde undergrundsband så ser det sgu ikke så lovende ud. Og jeg kan godt forstå at folk derovre, holder sig til de gammelkendte bands. Det gør jeg nok også fremover.

3/10