Madder Mortem – Deadlands [Century Media/Nordic Metal 2002]

Så er turen kommet til norske Madder Mortem’s fuldlængde skive nummer 3, som har fået store forventninger påsat efter sidste skive "All Flesh Is Grass".

Udgangspunktet ligger i den for tiden forhadte gothic rock genre, men bandet her byder på så meget mere. Der er en næsten tribal rituel stemning over musikken. De små brudstykker som numrene er bygget op i, de vilde breaks og fede perkussions temaer fra trommeslageren. Og der ovenpå svæver Agnete Kirkevaag’s suveræne vokal. Den befinder sig i et univers som almindelige mennesker endnu ikke kan nå. Der er noget ambient drømmende over den lækre vokal.

Kompositionerne er også opbygget finurligt med masser af halsbrækkende breaks og masser af langt ude momenter. Der er gode hooks og temmelig fængende melodier på spil hele tiden. Der oveni svæver distortede guitar, en rigtig fed jazzet bas og den vilde perkussion. Hold kæft hvor er det flot.

Lyden på albummet er stor og flot og pakker instrumenterne ind i et fedt lag kraft. Musikken smyger sig om ørene før den stille og roligt gennemtrænger sindet og hengiver lytteren til fuld ekstase. Der er så mange storslåede og smukke lyd scenarier på dette album, de drømmende atmosfærer, den vildt lækre vokal, fuck hvor man drømmer når man lytter til denne skive, det her er klasse.

9/10