Eternal Oath – Righteous [Greater Art Records/VME 2002]

Gotisk rock er jo altid godt, eller det kan det i hvert fald være. For tiden bliver der sgu kørt lidt plat på genren, og der udkommer sgu lidt for mange skiver indenfor genren.

Så det er rart med en lille oase i ørkenen. Svenskerne som jeg har fat i her, leverer meget let spiseligt rock med melankolske indslag, det er ikke fordi det er en tåreperser svenskerne har leveret, næ hovedbestanddelen er solidt rock.

Guitarlyden er stor og fed og det er nok det der er mest tiltalende ved det første indtryk. Riffene er meget fængende og bliver leveret i et tempo, så de meget hurtigt sidder fast. Vokalen er også fed, i hvert fald når der bliver leveret grimt halv growl. For når der bliver forsøgt med ren vokal, så falder korthuset sgu sammen, og folk kaster op af bar væmmelse.

Der bliver selvfølgelig lagt atmosfære på udspillet med store keyboardflader. Det gør egentligt ikke så meget i dette tilfælde, da de bliver leveret diskret og i baggrunden. Det betyder at de smelter sammen med den øvrige musik i en smuk symbiose og fremmer det musikalske indtryk. Der bliver i et par tilfælde også leveret smuk kvinde vokal og det løfter sgu også lidt på det fulde indtryk.

Om svenskerne leverer noget andre ikke leverer er sgu så om så. Det er ikke helt tilfældigt at de har valgt at smide et Paradise Lost cover nummer på skiven. For det band har komponisterne i bandet, nok lyttet lidt til. Dog leverer Eternal Oath noget der skiller sig lidt ud fra tidens trend. De har igennem tiden fundet deres egen lille ting, og den holder de fast på. En fed mellemting imellem gotisk rock og noget lidt hårdere death metal inspireret sjov, det virker sgu egentligt meget godt og "Righteous" er også hæderlig, men videre ophidset bliver jeg ikke.

6/10