Chinchilla – Madtropolis [Metal Blade/Nordic Metal 2003]

Dette er tyske Chinchilla’s fjerde fuld længde skive og mit første møde med bandets musik. Den står på meget typisk tysk power metal, dog en kende tungere end det meste.

Hvad angår sangskrivningen så er den ikke meget anderledes end en million andre bands indenfor genren. Der er nogle middelgode hooks, nogle halvfede melodier. Alt i alt er kompositionerne sgu meget middelmådige, og kommer aldrig helt op at ringe.

Musikerne viser heller ikke det store her på skiven, de kører en meget sikker stil og passer på ikke at udfordre dem selv og lytterne for meget. Det holder bare ikke i længden.

Vokalist Thomas Laasch er den der leverer den mest stabile og spændende indsats. Han har en meget rå og lige på vokal, som dog bliver lidt belastende som tiden går.

Produktionen er som musikken lidt tung og så virker den lidt mudret. Det er som om at guitarernes leads og trommernes rundgange ikke kommer ordentligt igennem, når de nu skal pifte det hele lidt op. Det ville nok have klædt musikken hvis instrumenterne havde været noget klarere og det ville også have gjort albummet lettere at lytte på.

Konklusionen på denne anmeldelse er at "Madtropolis" er en skive under middel, der hurtigt bliver kedeligt at lytte på. Der er for mange ting der er hørt alt for ofte før. Og de ting som bandet kan kalde deres egne, er sgu irriterende at lytte på. For eksempel leadsene fra keyboardet, som ofte virker malplaceret. Der er nok nogle tysker fans der vil finde guf på denne skive, men jeg tror sgu nok at jeg rykker videre til den næste i bunken.

4/10