Ankh Expect Unexpected [Metal Mind/Pitchfork Promotions 2003]
Endnu et nyt bekendtskab fra den polske scene. Og med den kvalitet der bliver vist fra landet for tiden, så er det jo lækkert at høre en masse sjov derfra.
Ankh er et af de mere spøjse og eksperimenterende bands jeg længe har lagt øre til. Kvartetten byder på eksperimenterende rock med masser af elektroniske og progressive elementerne. Så at sige et album der ikke kun henvender sig til ørerne, men også til hjernen.
Største delen af numrene bliver bygget op over en jazzet rock base, hvor de 2 trommeslagere leverer skæve og alt for fede ting. Deroveni flyder guitaren med finurlige riffs og oftest bare geniale brudstykker. Kompositionerne er faktisk meget break orienterede.
De elektroniske elementer er suverænt flettet sammen med helheden i kompositionerne og er med til at holde den røde tråd igennem albummet. Selvom der er temmelig langt fra yderlighederne i Ankhs univers.
De få vokale udskejelser som foregår på både polsk og engelsk er også okay. Vokalen er meget fortryllende og iørefaldende.
Dette band er indtil videre dette års mest spændende bekendtskab for mig. Det tog noget tid for jeg fik taget mig sammen til at lytte skiven ordentligt igennem. Ved første ørekast lyder det meget mærkeligt og det er det sgu også. Men det er meget unikt og bandets kompositoriske evner er store. De formår at flette elementer ind fra alt lige fra traditionelt polsk folkemusik til fusions jazz og alt det fede fra prog rock. "Expect Unexpected" er en passende titel på dette hamrende flotte album. Hvis du skal overbevises hurtigt, så skal du bare tjekke undertegnendes favoritter ud, følgende 3 numre siger alt: Love Supreme, On The Way og Loop Fast Violin Mix.
9/10