The Second Attack Of ...
KHOLD
Efter udgivelsen af sidste års debutskive "Masterpiss Of Pain" havde jeg en snak med mastermind Gard om tilblivelsen af bandet og det musikalse ophav. Nu lidt over et år efter dumper efterfølgeren til det fede debutalbum ned i min postkasse. Den følger stilen fra den første skive, dog er "Phantom" lidt federe, så jeg får fat i Gard og vi får fulgt op på hvad der er sket siden udgivelsen af "Materpiss Of Pain".
Vi havde en lille snak efter udgivelsen af "Masterpiss Of Pain" sidste år, hvad er der siden sket i bandet, udover "Phantom"s tilblivelse
Ikke meget, haha. Vi har lavet det nye album og så har vi været på tur med Behemoth og et band som jeg ikke lige kan huske hvem var. Den tour forlod vi dog efter 2 uger, da der skete nogle ting i bussen, som jeg ikke her vil komme nærmere ind på.
I har også mistet jeres bassist Eikind
Ja, Eikind forlod os blandt andet på grund af det med bussen som jeg snakkede om før. Derudover var der også lidt personlige problemer, da han ikke passede helt ind i bandet. Han er en rigtig god bassist, så det var selvfølgelig træls at miste ham, men det virkede bare ikke.
I stedet for Eikind har i fået Sir Graanug med i bandet, som du jo også spillede sammen med i Tulus
Han er ikke fast medlem af bandet, han hjalp os bare med at indspille bassen på albummet, han har alt for travlt med andre ting. Jeg er dog temmelig sikker på at jeg ikke må fortælle dig havd han laver udover Khold, det vil han gerne holde hemmeligt. Men jeg kan sige så meget at han indspiller musik med en masse forskellige bands, indenfor alle genrer, han er en rigtig god bassist.
Var det ikke svært at finde en god erstatning for Eikind
Jeg må svare både ja og nej til det spørgsmål, da jeg har et par bassister som altid ville kunne hjælpe mig med at indspille og spille liveshows. Men det har været svært at finde en permanent bassist, med de evner, og vi har da heller ikke formået det endnu. I øjeblikket bruger vi bassisten Thomas B fra Red Harvest i live sammenhænge. Men vi vil rigtigt gerne finde et permanent medlem til bandet, det er bare svært at finde en med de evner, som vores stand in bassister har!
Er du tilfreds med det nye album
Selvfølgelig er jeg det! Det er et rigtigt godt album med 9 gode sange. Vi har til indspilningen skiftet både studio og lydmand, og det har gjort at albummet er blevet stærkere.
Hvordan har i udviklet jer som band siden "Masterpiss Of Pain"
Har vi udviklet os, haha. Ikke meget og det er også meningen. Musikalsk kan man ikke spore den store udvikling fra "Masterpiss Of Pain" til "Phantom". Men vi er alle i bandet blevet lidt ældre og lidt mere modne og det spiller da helt sikkert ind på vores sangskrivning.
Jeg synes at i har fået indarbejdet nogle tungere og mere rock lydende riffs i jeres musik, hvis man sammenligner "Phantom" med jeres første skive.
Det kan godt være, det er ikke noget vi har gjort med vilje. Vi skriver bare den musik som vi har lyst til, og så tager det derfra. Derudover improviserer vi meget i studiet, så det er egentligt sjældent at de sange som vi har øvet, er ligesom dem det ender på båndet. Vi er faktisk aldrig sikre på hvordan et nummer lyder, før vi er færdige med at indspille det.
Synes du ikke at det er tidligt at i udgiver jeres andet album, det er jo kun et års tid siden debutskiven udkom, tror du ikke der en chance for at denne drukner imellem alle de ting som udkommer
Hvorfor skulle vi vente, vi havde alt materialet klart til at indspille, så de gjorde vi. Det er ikke fordi at vi har skyndt os at lave noget nyt materiale, vi tager os altid den tid som vi har brug for. Når vi har materiale som er klart til at blive indspillet, indspiller vi det, og så ser vi efter om det er godt nok til et album. Men der går nok et stykke tid før den næste skive udkommer, da vi endnu ikke har noget nyt materiale. Om vores nye skive drukner i mængden, jo det kan sgu godt være at der nogle som fravælger den fordi, det kun er et år siden vores sidste skive udkom, men det er sgu deres tab. Jeg har aldrig tænkt på det på den måde, det skulle Moonfog nok have gjort!
Sidste gang snakkede vi lidt om Bathory og at der var mange anmeldere og folk som du havde lavet interviews med som troede at svenskerne var en inspirationskilde. Du havde på det tidspunkt ikke hørt bandets musik, er det noget som du har fulgt op på
Nej, jeg har tænkt lidt over det, men jeg tror sgu ikke at jeg nogensinde kommer til at høre Bathory. Jeg er ikke den type som køber mange skiver, jeg ejer faktisk utroligt få albums. Jeg har dog tænkt på at anskaffe mig noget gammelt Slayer, jeg ejer ikke en eneste Slayer skive, men nu må vi se
Ved hvor mange eksemplarer der er blevet solgt af "Masterpiss Of Pain", hvordan var anmeldelserne, og får du lavet nogle interviews
Jeg ved faktisk ikke hvor mange skiver vi har solgt, men jeg kan ikke huske at have set en eneste dårlig anmeldelse af albummet. Anmeldelserne af det nye album har også overvejende været gode, men der har været et par dårlige. Jeg har sgu efterhånden lavet en del interviews, men jeg har godt nok ikke tal på dem, men den næste uges tid har jeg 6 interviews på skemaet.
Hvad er dine favorit skæringer på henholdsvis "Masterpiss Of Pain" og "Phantom"
Det er svært, jeg kan lide dem alle sammen, men Nattpyre er nok det fedeste, det er en rigtig god sang. Jeg synes faktisk at det er lettere at finde den svageste sang, selvom alle sammen er gode, er der sgu altid en der er lidt svagere. På "Masterpiss Of Pain" er det Øyne I Arv, selvom det stadig er et godt nummer. På "Phantom er jeg rigtigt glad for Skjebnevette og Phantom som er et rigtigt tungt og mørkt nummer. Når vi snakker om favorit skæringer skal vi indspille et Celtic Frost nummer til en tribute skive, som udkommer på et eller andet græsk selskab. Vi har valgt Hearts Beneath fra "Vanity/Nemesis" Der er mange som synes det er et mærkeligt valg, da alle kun kan lide det gamle materiale. Men vi er ægte Celtic Frost fans og de nye skæringer holder sgu også!
Lyden på det nye album er lidt bedre end den på "Masterpiss Of Pain", er det en ting som i er gået efter at forbedre.
Det var ikke planlagt fra starten af, vi prøver altid at få en bedre lyd fra plade til plade, sådan er det. Vi prøvede denne gang et nyt studio og lyden er forbedret hvis man sammenligner med debuten, men den er stadig rå og ikke i nærheden af poleret. Vi vil altid beholde den rå og upolerede lyd, vi gider ikke at have samme polerede lyd som alle de andre black metal bands har fået.
Hvorfor har i valgt at kalde albummet "Phantom"
Det passer godt til coveret og samtidigt går det godt i spænd med vores lyd og grumme atmosfære på albummet. Indeni bookletten har vi også på hver side en billedserie som fortæller en lille historie, jeg tror nok den er på 24 sider, jeg synes det er rigtigt fedt!
Udover den førnævnte tour, har i så fået spillet nogle koncerter og hvordan ser fremtiden ud på det område
Vi har spillet nogle få shows, det sidste var release festen for "Phantom", sammen med Red Harvest. Det var rigtigt fedt, folk tog godt imod vores nye materiale og kunne virkelig lide det. Vi har ikke nogle tours planlagt, men vi skal spille på Kvarts festivalen her i Oslo, der kommer blandet andet også navne som David Bowie og Rammstein, det bliver sgu stort.
Hvad var dine inspirations kilder da du skrev materialet til "Phantom"
Alt inspirerer mig, folk jeg ser på gaden, mine tanker, TV programmer, naturen. Når inspirationen rammer mig, må jeg bare skrive. Det kan så godt være at vi senere i studiet ændrer lidt på materialet. Det udvikler sig altid fra den dag det er skrevet, til det ligger på båndet. Når jeg skriver teksterne er jeg inspireret af mine tænker omkring emner som døden, smerte. Det sker også at jeg finder et emne, som jeg interesser mig for, og så skriver om det.
Hvor ofte skriver du musik
Jeg skriver oftest musik, når jeg oplever nogle nedture i mit liv. Det er faktisk ved at være lang tid siden, at jeg sidst skrev musik. Men når inspirationen er der tager jeg min guitar og laver en masse musik. Jeg er mere eller mindre holdt op med at øve, jeg spiller kun når jeg laver musik. Vi øver faktisk heller ikke i bandet
Hvordan har du udviklet dig som musiker og vokalist, i løbet af det sidste års tid
Har jeg i det hele taget udviklet mig, haha? Det er svært at sige om man har udviklet sig, når man har spillet på et instrument i 15 år. Det bliver svært at udvikle sin teknik, for det er ikke fordi at jeg gider at blive bedre end jeg er nu. Jeg vil bare gør det som jeg gør nu!
Hvilke skiver har kørt igennem dit anlæg i den seneste tid
Det er ikke fordi jeg hører så forfærdeligt meget musik, men når det endeligt sker så har det været Celtic Frosts "Vanity/Nemesis", fordi jeg skulle have det nummer til tributen til at sidde ordentligt fast. Derudover har jeg også lyttet en del til David Bowie. Nye bands er ikke noget som jeg beskæftiger mig med, så når det skal være metal skal det være Celtic Frost eller Darkthrone,som stadig er toppen! Jeg hører ikke så meget musik, for jeg vil ikke hente musikalsk inspiration til Khold udefra, det skal kommer fra mit hoved!
Hvordan har du det med vinyl, kunne du tænke dig at se "Phantom" på vinyl
Selvfølgelig kan jeg lide vinyl, det er toppen. Jeg vil rigtigt gerne se vores albums på vinyl, men Moonfog er forståeligt nok ikke interesserede i det. Men i må jo bare sende en masse mails til Moonfog, hvori i skriver at i vil have "Phantom" på vinyl.
Gard