Manticora

Igennem tiden har jeg ikke lyttet meget til Manticora, bare hørt lidt brudstykker her og der. Men da bandets nye skive "8 Deadly Sins" dumpede ind ad døren, blev jeg blæst væk, en meget suveræn skive som bandet her har fået banket sammen. Jeg fik derefter fat i trommeslager Mads Volf, som herunder har besvaret alle mine nysgerrige spørgsmål.

 

 

Hey, vil du starte med at introducere dig selv og fortælle hvorfor du beskæftiger dig med metal?
 

Ja det vil jeg godt.

 

Jeg hedder Mads, og jeg er ca. 31 år. Jeg har spillet trommer (og metal) siden 1988. Vi startede så småt i folkeskolen med at spille musik. Det lød ad helvede til, men det var pisse skægt. Det første rigtige band startede vi i 1990. Det hed Mortality (og det lød stadig ad helvede til) og havde også Kim Mathiesen (Konkhra) på guitar. Jeg spillede i forskellige bands i starten ad 90’erne og har også spillet med Lars Mayland (Konkhra, Metallica Jam m. fl.) og Ivan Grosmeyer (Metallica Jam).

 

Hvorfor spiller jeg metal...? hmmm. Jeg tror det bunder i at pop er for kedeligt, det er sat i rammer og skal skrives efter speciale mønstre og må kun vare et bestemt antal minutter så det passer til radiostationernes ego om at et hvert nummer ikke får mere end tre minutter, og skriver man et nummer som 'Hotel Califonia' så sidder der en eller anden emsig vært og snyder os for hele guitar soloen (nej, jeg hører ikke ret meget radio). En anden grund kunne være at der ikke findes nogen anden musikstil der i den grad giv en mulighed for at komme af med aggressioner og dårligt humør ('Angel Of Death' og 4 minutters luft guitar. Så er jeg på toppen).


I er nu klar med jeres nye album ”8 Deadly Sins”, hvordan har du det med skiven?
 

Jeg har det rigtig godt med den.

 

Da vi gik i studiet og kun havde vores meget skrabede demo var jeg sgu lidt i tvivl. Men det er jeg altid. Vores demo’er bliver mest brugt til at huske på alle de ting vi godt vil lave i studiet. Og da vi ikke har det vilde udstyr bliver det sgu noget skrællet.


Hvad forventer du af albummet?
 

Jeg forventer at vi sælger lidt flere end af de foregående albums, som godt kunne have solgt mere, og at det vil åbne dørene for at komme på en tour til foråret og måske spille nogen af sommer festivalerne (tour med Angra i Februar er lige blevet bekræftet!).

 

Det kunne også være rart hvis vi kunne genudgive de 2 første cd’er ("Dead End Solution" og "Roots Of Eternity") da de ikke har været tilgængelige i rigtig lang tid.


Har du fået nogen reaktioner fra pressen og jeres fans?
 

Ja. Vi bliver nærmest bombarderet med interviews og reviews. Fra de største magasiner til de mindste net-sider. Og det er sgu fedt. Der får man det råt for usødet. Men vi plejer at være heldige (dygtige? Hehe) og får kun ganske få dårlige anmeldelser.

 

Den her gang har folk været meget interesseret i vores koncept. Om det nu var en anden novelle eller om det var vores eget og hvad handler det lige om...?

 

”8 Deadly Sins” markerer også jeres første skive på Massacre Records, hvad forventer du dig af det label?

 

Det er meget simpelt. De skal sørge for at vores cd sælger lige så mange kopier som der bliver brændt for så bliver vi rige (ha-ha). Nej de skal tage fordel af de gode anmeldelser vi plejer at få og udnytte det som salgs argument, og så bare sælge løs. Så skulle de få os på som support på en eller anden EU-tour. Så jeg er ved at være tilfreds, i og med at vi tager på tour med Angra!

Er det det rette selskab til at pushe jer det sidste stykke vej til et totalt gennembrud?
 

Det håber jeg fan’me det er, haha. For det er en pest at skifte selskab. Der er altid nogen der bliver sure eller føler sig snydt. Det tager en masse tid hvor man går rundt i uvished om man har blæst 10.000 vis af kr. ud af vinduet på en produktion som aldrig bliver til noget

 

Men jeg tror også at de kan. Det her er det største label vi har været på. Når vi siger vi er på Massacre Records, så nikker folk sådan lidt genkendende. Når man sagde man var på Black Lotus eller Scarlet, så rystede folk sådan lidt taberagtigt på hovedet. Det er godt nok lidt synd at man fantaserer om at udgive en cd, og så bruger navnene fra to dårlige bordeller som labels. Så det er også meget cool.

 

Det er en utrolig flot og professionel skive som i har lavet, men hvad var jeres hensigt da i gik i studiet og blev det færdige resultat som i havde forventet?
 

Nej. Det blev faktisk langt bedre.

 

Vi havde før kun prøvet at mixe et album hos Tommy Hansen, (alle vores andre skiver er lavet hos Jacob Hansen), og det var meget presset af mangel på dage. Den her gang havde vi en måned til at fedte rundt i (det endte selvfølgelig med at vi var pressede alligevel) og det gav nogen helt andre muligheder. Han er super prof. Og der er ikke noget der går uprøvet forbi. Han er stædig som et æsel men anerkender alligevel bandets veto. Han ved alt om toner og skalaer (noget som hænger lidt i bremsen i det her band) og når han støder på nogle ting som kolliderer lidt, så går han ikke videre før der er blevet ændret et eller andet.

 

Vores hensigt er altid at lave så hæsblæsende en plade som muligt. En lyd som helst skal tage pusten fra en. Man må godt føle at man lige har løbet 1500 m hæk når cd’en er færdig så er jeg tilfreds. Og jeg synes det er lykkedes at kombinere både en mur af guitar med masser af trommer, uden at drukne sang, bas, keys og andre finurligheder.


Albummet er indspillet med Tommy Hansen i Jailhouse og han har i mine ører, endnu engang lavet et formidabelt stykke arbejde. Men er i tilfredse med lyden på albummet?

Øhhh jeg skulle nok ha’ læst lidt frem i spørgsmålene, men jeg finder da bare på noget mere at sige om Tommy.

 

Vi er meget tilfredse med lyden. Den er blevet til et monster med sit eget liv.

Tommy er fan af mærkeligt, gammelt og forlængst glemt udstyr, og hvis man ind imellem kommer med et ønske og en lyd eller en effekt så finder han ting frem i gemmerne, støver keyboards af der er fra den gang det var orgler, og før man har set sig om så har han på en eller anden måde frembragt den lyd man ledte efter. (ind imellem går der dog fuldstændig kaos i tingene, når han skal vise hvad hans hær af gamle orgler, top moderne samplers og andre langt mere ubeskrivelig ting, kan)


Hvor finder i inspiration henne, når i skriver musik?
 

Inspiration til at lave musik kommer både fra de bands man nu er vokset op med; men også film man har set og bøger man har læst kan medvirke til at skabe en stemning.

Sidste album var det Dan Simmons der var den store inspirations kilde. Før i tiden har det været H.P. Lovecraft, og Tolkien. På musik siden hører metal i alle afskygninger (fra 70’er Sabbath og Purple over 80’er heavy, thrash og death til 90’er prog. Og power) på film siden kunne det være: L.O.T.R., In The Mouth Of Madness, Event Horizon, + andre horror og sci-fi film.


Har i de samme inspirationskilder i dag, som dengang i dannede Manticora?
 

Hmmm. Ja for mit vedkommende så er det meget tæt på. Der er selvfølgelig kommet nogle flere bands på i løbet af de 7-8 år vi har spillet sammen. Men det er sgu  den samme skure som den gang. At der så kommer noget andet ud af det..... det ka’ jeg ik’ forklare?


Bliver det sværere eller lettere at skrive nyt musik?
 

Jeg ved ikke om det er blevet hverken svære eller lettere at skrive musik. Når først man er kommet op med en eller anden form for rettesnor eller koncept og har fået et par numre på plads, så kører det som regel derudaf. Ind imellem kan man godt få en blokade hvor alt bare lyder af helvede til. Så dropper vi hele lortet og starter på noget helt andet.


Denne gang har i fået Finn Zierler ind for at ligge keyboard på albummet, og han har leveret en fed dimension på albummet, men hvorfor valgte i netop ham?
 

Finn har været ven af bandet i lang tid, og deler samme management som os. Så vi vidste han var en rigtig fed person som vi kunne ha’ det sjovt med, samtidig med at han er super prof. musiker som har lavet et af de fedeste albums (”The Devil’s Hall Of Fame” med sit band Beyond Twilight) så var han den første vi tænkte på. Han har den mest twistede hjerne når det kommer til musik, og det var vi sikre på ville klæde vores egne numre. Og vi gik vist ikke helt galt i byen.


I har endnu engang valgt at lave et album over et koncept, noget som mange finder svært og begrænsende, men åbenbart ikke jer. Hvad finder i fascinerende ved at opbygge jeres albums over koncepter?
 

Det er sjovt at du siger at andre finder det svært og begrænsende. Jeg syntes måske netop det at man kan sætte nogle grænser eller rettesnore op, gør det nemmere at fokusere.

 

Det var slet ikke meningen at ”8 Deadly Sins” skulle have været et koncept album, men da vi havde skrevet 3 numre blev vi enig om at det var for kedeligt ”bare” at skrive nogle tilfældige tekster. Vi var blevet lidt vilde med ideen om koncepter så vi begyndte at udarbejde ét helt fra bunden. Vi beholdte  1 nummer, om-arrangerede 1 nummer og vi splittede det sidste op i atomer for at bruge delene til andre numre.


Vil du fortælle om konceptet på ”8 Deadly Sins? Og du er også meget velkommen til at gå igennem albummet skæring for skæring og fortælle lidt om numrene!

Konceptet kan godt stille spørgsmålet; findes gud nu også i virkeligheden, eller er han bare personen med verdens historiens største fan base. I biblen er der 7 døds synder, men den her person vi beskriver på skiven bliver ramt af stigmata i 8 forskellige vitale organer, uden at vide hvorfor (han mener selv han har levet som en god kristen). Så på hans dødsleje tænker han tilbage og finder alle de perioder i sit liv som han fortryder mest (beskrevet i de 8 numre som udgør døds synderne). Da han vender tilbage til sig selv konkluderer han at hver person har sine egne døds synder baseret på bla. deres samvittighed.

 

KONCEPTET NUMMER FOR NUMMER.

 

If?

 

Et lille kort nummer som introducerer os for en mand der ligger i sin hospitals seng og tænker tilbage på hvad det er han har gjort for at lide den skæbne (8 x indre stigmata) som han gør.

 

King Of The Absurd.

 

Han er vokset op uden en far (faren (fransk) forlod familien/moderen (tysk) efter 1. verdens krig) og hans selvmedlidenhed bliver til en ego-agtig selvfedhed som gør det ud for hans 1. synd (self-indulgence (som er et pænt svært ord at oversætte)).

 

Playing God.

 

Som ung mand bliver han hurtigt hvervet til den nazistiske krigs maskine og ender som kommandant i en kz lejr hvor han hurtigt lærer at hade 2. verdens krigs forfulgte jøder, og der i består hans anden synd (hatred)

 

Melancholy.

 

Efter 2. verdens krig møder han sit livs kærlighed som han starter familie med. Men plaget af fortidens minder og jagtet af de allierede beslutter han at flygte til USA. Han forlader og forråder sin familie som hans egen far gjorde det og det er hans 3. synd (betrayal)

 

Creator Of Failure.

 

Med et nyt job en ny kone og et helt nyt live i bagagen ser det endelig ud til at hans liv former sig til det bedre. Men alting varer ikke evigt. Hans nye kone forlader ham til fordel for en anden mand. En situation han slet ikke kan acceptere eller kontrollere, førende til svære aggressioner som er den 4. synd (aggression)

 

It Feels Like The End.

 

På grund af hvad hans 2. kone har gjort mod ham, vader han nu planløst rundt i gaderne, syg af jalousi og med hævn i tankerne. Den gode gamle med; hvis jeg ikke kan få dig, så er der ingen der skal, er den eneste udvej han kan se. Hans 5 synd er (jealousy).

 

Enigma.

 

Noget tid efter bruddet  med sin kone vader han stadig rundt på gaden, nu som en bums. Ud af stand til at se at han er en af dem, kaster han nu sit had mod alle der har en dårlig tilværelse og må leve på gaden. I hans arrogance (som er hans 6. synd) tror han stadig han er over dem alle (arrogance).

 

Fall From Grace.

 

Hans 7. synd opdager han som det efter hånden går op for ham at han ikke længere har familie eller venner tilbage. Hele sit liv har han været ignorant over for de ting der skete omkring ham når han valgte at lytte til sit ego (ignorance)

 

Help Me Like No One Can.

 

Ude af stand til at gøre noget ved sit elendige liv er hans 8. og sidste synd ganske enkelt at han giver op. Bliver til et ligegyldigt væsen der kun når det gælder overlevelse bevæger sig ud. Resten af tiden sider han sikkert i en forladt bygning eller bag en container i en baggård og glor apatisk ud i luften (synd nr. 8 apathy).

 

It then.

 

Stadig på sit dødsleje går puslespillet op; alle hans synder hænger sammen med punkter i hans liv, og nu bøder han for dem. Men spørgsmålet står stadig. Hvorfor 8 og ikke 7 som i testamentet. Og er hans synder i virkeligheden dødssynder.....? Eksisterer Gud, eller er vi små brikker i et helt andet spil?

 

Har i planer om en tour rundt i Danmark? Det ville sgu være fedt at se jer i Aalborg i den nærmeste fremtid!
 

Vi har ikke nogle tour planer endnu for Danmark. Men der bliver arbejdet på højtryk for at for noget op at stå.


Her på falderebet, hvordan synes du at fremtiden ser ud til at forme sig for Manticora?
 

Lige nu ser alt godt ud. Vi har et godt selskab, vi har en cd som de fleste kan lide og der bliver arbejdet på Angra touren for os. Men prøv og spørg mig igen om et år; så kan vi se om vi har solgte flere cd’ere end vi plejer og om vi har spillet ordentligt på touren. Tingene ændrer sig hele tiden. Nogen gange hurtigere end man kan nå at arrangere det.


Vil du dele dine 3 favorit skiver igennem tiden med de danske metal hoveder?
 

Yep..... 3 CD’ere er meget lidt men here goes:

 

Metallica - Master of puppets

Queensrÿche - Operation: Mindcrime

Dream Theater - Images and Words.


Tak fordi du har brugt tid på at svare på mine spørgsmål, hvis du har noget at tilføje er du velkommen til at gøre det nu!

 

Gå ud og køb vores nye album. Gå ud støt Dansk metal. Kom til koncerterne. Knæk alle dine brændte CD’ere. Drik mange øl. Spis meget mad, og husk at tage brillerne af nytårs aften og at fyrværkeri skal holdes i hånden................?