Anubis Gate

 

Efter at jeg i et stykke tid havde hørt om Jesper M. Jensen's nye band Anubis Gate, blev jeg stadig overrasket, da jeg hørte hvor gennemført musikken på bandets debut "Purification" var. Så da Jesper pludselig kontaktede undertegnede for at høre om jeg var interesseret i at lave et interview med ham, kunne jeg kun sige ja.

 

 

Hey Jesper, hvordan står den til i det mørke Aalborg?

 

Det ser godt ud, og tak for dit fine review af ”Purification”.

 

Vil du fortælle lidt om hvordan Anubis Gate blev til?

 

Morten og jeg blev enige om at tage sangskrivningen op igen, efter Geronimo blev opløst. Gennem megen tid, og en stadig større opgradering af mit hjemmestudio, lavede vi en instrumental demo. Vi havde forinden haft Kim Olesen med til at forme 2 numre, som de allerførste. Det må betegnes som den egentlige start, selvom vi ikke vidste det på daværende tidspunkt. Vi måtte finde en sanger, men vi kendte ikke nogen, så vi prøvede at høre Torben Askholm af. Han lavede fede ting i sine gamle grupper, Northern Empire, og Prophets of doom. Han fik denne demo, og var klar på ideen. Så kom navnet op, Jacob Hansen blev booket, tingene begyndte at ske.

 

Hvordan går det med jeres debut album ”Purification” som blev udgivet for et halvt års tid siden?

 

Vores selskab har fået den godt ud, den er blevet modtaget fint, på en måde er den vores demo, som blev til en udgivelse. Og det er den, som gav os kontrakten til Intromental Management & Locomotive. Vi står bedre nu, med fornyet energi.

 

Har den indfriet jeres forventninger?

 

Ja det har den, som den er, og når vi sidder med den viden der ligger omkring den. Ikke noget større budget, heller ikke helt den musikalitet vi rummer. En simpel vigtig ting: Den er nem at få fat i, er ude i forretningerne. Vi er tilfredse med den.

 

Hvordan har du det selv med albummet, her et stykke tid efter at det blev færdiggjort og udgivet?

 

Jeg har det godt med den, synes lyden og stemningen klæder den. Jeg har da ting, som jeg synes mindre om, visse ideer ville ikke gå igennem i dag. Den har fået den kritik som den fortjente, både af godt og mindre godt. Synes den vinder meget på Torbens unikke vokal. Det er en debut, den har sat tingene i gang, så den er vigtig.

 

Siden debuten har i indlemmet de 2 musikere Henrik Fevre og Kim Olesen, som også medvirkede på debuten, som fuldtidsmedlemmer af bandet, hvorfor har i valgt det?

 

Så kan vi spille live, som vi håber på i fremtiden. Kim har været meget med i sangskrivningen på de nye numre, han leverer en stor del af vores lyd, med sin guitar og synths. Vi har kendt ham i mange år, det samme gælder Henrik. Det gir en tryghed, gør tingene nemmere. For Kims vedkommende er han kommet op med ting, som ligger meget langt fra det jeg skriver, hvilket giver en betydelig større afveksling. Henrik skriver nogle fængende vokal arrangementer, det beviste han allerede på et nummer som ”Purification”. Han giver så afvekslingen på vokal siden, til Torbens. Henrik er nok mere poppet, hvor Torben nok har mere kant. En fed kontrast i mine øre. Henrik og Kim var derfor oplagte, det er også for at fremstå som et helt band, i stedet for noget der måske minder om et projekt.

 

Hvordan kom du på at du ville have Morten Sørensen og Torben Askholm i bandet, da du i sin tid fik ideen til Anubis Gate?

 

Jeg kan ikke forestille mig at spille med en anden trommeslager end Morten, og vi slap det aldrig helt. Vi passer samme musikalsk, synes om den samme type metal, kommunikationen kører ofte af sig selv. Morten var med fra starten, på lige fod med mig. Torben lavede en demo på et nummer fra ”Purification”, det var rigtig godt, så han var oplagt. Det var også Torben, der kom op med navnet.

 

Hvordan fungerer line uppet?

 

På en underlig "vores egen" måde. Uden harddisk recordere og internettet, kunne det næppe bestå. Vi øver ikke sådan i et lokale sammen, ikke endnu, men det skal vi selvfølgelig i forbindelse med koncerter. Torben og Kim bor i Odense, så vi ses ikke så tit. Jeg har alligevel en stor tiltro til denne line-up. Jeg vil mene, at vi efterhånden alle sammen kan hver vores ting. Sammen bliver det Anubis Gate. Og efter vi fik kontrakten er det uden tvivl blevet mere spændende, vi ligger lidt mere i det, bestræber efter større udfordringer, i hele skabelsen af næste album.

 

I er også på vej i studiet for at indspille jeres andet album, hvad kan du fortælle om det?

 

11 numre er færdige, nogle tunge, andre hurtige. Vi bruger mere tid i studiet denne gang, hvor vi starter her i november 2004, og pladen er færdig i starten af 2005. Vores demoer på de nye numre virker meget lovende, mere interessante, mere varierede. Det er ikke et stilskift, men en sund udvikling. Jeg tror vi når lidt længere med det nye materiale, bare på lydsiden bliver det en stor forbedring. Uden at have fortænkt det, så er der kommet mere mystik med og det er også mere egyptisk lydende. Vi kører videre med dette tema, benytter meget sandsynligt samme cover artist, Mattias Norén. Pladen vil, i visse vinkler, afspejle en musisk rejse til Kongernes Dal.

 

I har endnu engang valgt at tage ned til Jacob Hansen for at indspille musikken, hvorfor faldt valget på ham igen?

 

Vi arbejdede rigtig godt sammen på den første plade, Jacob fik en god lyd ud af de muligheder vi havde med den. Det gir os en tryghed, at arbejde med ham igen, og denne gang tror jeg også det bliver mere spændende for ham, da han skal skabe lyden fra bunden. På den første skive, kom vi med en del spor hjemmefra, og det så lidt spøjst ud i starten. Vi kender Jacob gennem flere år, det var også ham som producerede Geronimo i sin tid. Han er cool at arbejde med og der er en dejlig afslappet stemning dernede.

 

Hvad vil i gerne vise med jeres musik?

 

At vi kan levere god solid heavy metal. Vi vil også gerne bevise, at vi har udviklet os, forfinet vores udtryk og stil. En drivkraft er også, at vi gerne selv vil stilles tilfredse. Vi laver det vil selv kan lide og er på en måde i en heldig situation. Og eftersom vi ikke skal leve af det og tilpasse os trends, kan vi gøre det som vi vil.

 

Hvad inspirerer dig når du skriver musik?

 

Når jeg er i humøret, gerne sent om natten, så forsvinder jeg ind i musikken. Jeg har brug for det, det giver mig velvære at skabe musik. Det kan være jeg har et riff eller 3 på guitar til at starte med, ud fra dem bygger jeg en grundidé op. Det kan også komme ved programmerede trommespor. Jeg skal have tiden og være helt alene. Jeg prøver på ikke at lade mig inspirere direkte af den musik jeg lytter til, men mere søge ind til den stemning jeg er i. På de nye numre har Kim og jeg skrevet numre sammen, det har fungeret rigtig godt, og vi trækker måske mere ud af hinanden på den måde.

 

Bliver den nye skive også udgivet af Locomotive Music?

 

Ja det er planen, for Europa og USA. Det er muligt vi kommer igennem andre steder, på andre selskaber. Den nye skal shoppes rundt. Vi venter for tiden på selskaber i Syd Amerika på debut pladen, der er en chance, men intet er sikkert.

 

Er du tilfreds med deres arbejde for jer?

 

Ja det er jeg, af hvad jeg kan se. Der har været rigtig mange reviews på den, forretningerne har pladen. Vi fik et nummer på en Rock Hard cd, og de har betalt os den aftalte licens. De har været pålidelige nok.

 

Nu hvor i har et fuldt line up, vil vi så snart se jer live?

 

Vi håber den nye plade er ude omkring foråret 2005, og så er planen at øve op som band. Jeg vil da tro at vi spiller nogle koncerter fra sommeren næste år og frem.

 

Hvordan tror du at fremtiden kommer til at forme sig for Anubis Gate?

 

Jeg håber vi bliver ved at skrive musik sammen, forhåbentlig bliver det også udgivet. Vi vil blive ved med at lave det vi brænder for, der vil ske yderligere udvikling. Jeg tror aldrig vi kommer til at lave samme plade 2 gange. Hvad der kan ske vil fremtiden vise, indtil videre ser det godt ud for os.

 

Vil du dele dine 3 favoritskiver igennem tiderne med de danske metalhoveder?

 

Black Sabbath – Týr,

Iron Maiden – Somewhere in time

Enchant – Blueprint of the world.

 

Jeg takker mange gange for snakken, hvis du har noget at tilføje så er du meget velkommen til at gøre det nu!

 

Tak for interviewet, og for din support J