decapitated_logo.jpg (22611 bytes)

Polske Decapitated fangede mig med deres første skive "Winds Of Creation", begejstringen blev ikke mindre med den fede og over tekniske "Nihility". Dengang prøvede jeg at få et interview op at stå med bandet, men det gik i smadder. Nu skriver vi år 2004 og bandet har smidt deres hidtil fedeste skive "The Negation" på gaden. Denne gang kom der så hul igennem en kold eftermiddag, hvor bassist Martin ringer undertegnede op, for at få en snak om bandet og deres musik.

Hvordan står det til i Decapitated lejren for tiden

Vi har meget travlt med at lave interviews, hvilket er en høj prioritet for os, da vi gerne vil have en masse exposure. Det er fedt at vores fans kan læse om bandet. Dog er det ikke vigtigt som at spille live, det er vigtig med god promotion i pressen, men intet slår det, som et godt live show giver publikum. Derudover er vi ved at gøre klar til at få udgivet vores nye album "The Negation", den udkommer om et par uger.

Hvad forventer du af jeres nye album

Det er svært at sige. Vi skal ud og spille røven ud af bukserne på en masse tours. Vi vil meget gerne på en US tour over sommeren, men nu må vi se hvad der sker. Skiven bliver udgivet i USA midt i marts. Men vi vil i hvert fald gerne ud, og spille så meget live som muligt.

Hvordan har pressen modtaget albummet

Vi har faktisk kun modtaget god respons, alle har nødt albummet og har kunnet lide, det vi har lavet. De fleste er enige om at det vores bedste materiale indtil videre. Det gør os vildt glade, at vores musik bliver positivt modtaget. Vi prøver altid at lave vores materiale, bedre end vores tidligere. Vi udvikler os hele tiden som musikere, men også sangskrivningen og produktionerne går fremad. Produktionen er så fed på "The Negation", den er klar, hård og meget stærk.

Hvad var den grundlæggende ide, da i gik i gang med at lave musikken til "The Negation"

For det første ville vi have skiven til at lyde mindre teknisk. Det gør det også men det er bare en illusion, albummet er stadig monster teknisk, detaljerne er bare ikke så fremtrædende hele tiden. Albummet skulle også være meget varieret. Så vi ville også lave nogle langsomme numre. Der er ikke noget værre end et album, der ikke er varieret, det bliver kedeligt. Variationen er også med til at holde intensiteten oppe.

Synes du at i har fundet jeres egen unikke stil indenfor death metallen

Alle bands vil gerne finde deres unikke stil, alle bands vil gerne anerkendes for hvad de laver. Det er fedt hvis man kun skal lytte 2 sekunder til et album, for at høre hvilket band der spiller. Vi prøver at være originale og gå vores egne veje, vi prøver at være Decapitated.

Der er mere flow over musikken på "The Negation", hvis man sammenligner albummet med "Nihility". Har det været meningen at lave musikken mere flydende

Helt sikkert, albummet skulle være mere helstøbt, det skulle handle om musikken. "Nihility" er meget teknisk, på det album ville vi vise hvad vi kunne. Hvorimod det var sangene, og ikke teknikken der var det vigtige på det nye album.

Var det et mål for jer, at skrive et album med samme tekniske klasse som "Nihilty", men med stærkere og mere flydende numre

Vi øver rigtigt meget, faktisk så ofte som vi kan komme af sted med det. Det er øvelsen, der gør den gode musiker. Jeg tror dog at det spillede ind, at vi efter at have lavet "Nihility", ikke længere har behov for at vise at vi er gode musikere. Det giver os ro til at koncentrere os om andre aspekter af musikken.

Hvad synes du Decapitated giver til death metal scenen

Vi giver vores musik, vores erfaring og ikke mindst vores sjæl. I Polen er der mange gode death metal bands, men mange af dem er kun kendt i Polen. Men de fortjener at blive kendt uden for landets grænser. Hvis vi er heldige kan vi trække nogle af de bands med op. Det handler om hele tiden at være forberedt, det handler om at være god.

Hvordan har du det med den anerkendelse i allerede har fået indenfor metal scenen, selvom i kun har 3 albums og ikke ret mange år som et band på bagen

Anerkendelsen indenfor scenen handler ikke om bandets alder eller antallet af udgivelser. Det handler ene og alene om musikken som et band laver. Vi vil bare spille death metal og det er det vi gør.

Hvad giver det dig at spille death metal

Jeg har altid lyttet meget til death metal og har altid været en fan af musikken. Så det giver mig en stor tilfredsstillelse at spille det.

Hvordan har i det med mytologi i bandet, da der er en del referencer til den mytologiske verden på jeres albums

Det er Sauron’s(vokal) værk, han skriver alle teksterne. Han går meget op i symbolikken indenfor mytologien. Det egyptiske symbol på coveret, er symbolet for benægtelse (negation) og det andet er symbolet for forrådnelse. Jeg vil ikke komme mere ind på det her, da det er Sauron’s bord.

Hvordan bliver du inspireret til at skrive musik

Det er Vogg (guitar) der skriver det meste at musikken. Han kreerer altid musik på sin guitar, det spiller han så for os, og så kommer vi med vores inputs.

I har tilføjet en guitarist til bandet, hvem er han

Det er Jacek Hiro fra Sceptic, han er en virkelig god guitarist. Det er meget svært at finde en rigtigt god guitarist, der kan spille vores numre. Han har dog ikke været med til indspilningen af "The Negation", det var Vogg der stod for alle guitarerne der. Jacek er kun med når vi spiller live.

Lyden på "The Negation" er mere organisk og naturlig, end lyden på "Nihility", er det intentionelt at i har lavet lyden mere lyttevenlig

Lyden på det nye album er meget bedre end på vores tidligere albums. Alle folk der hørt albummet, har faktisk den samme positive mening om lyden, ligesom dig. Vores engineer har lært utroligt meget siden "Nihilty". Og det samme kan siges om bandet. Målet var en klar og tung lyd og det har vi fået.

Hvad vil du gerne opnå med "The Negation" og med Decapitated i det store hele

Vores mål er at spille så meget live som muligt, det er det det handler om! Derudover vil vi selvfølgelig også fortsætte med Decapitated så længe som muligt. Vi startede alle i bandet med at spille musik i en meget tidlig alder, og lige siden har vi holdt det i ilden, og det vil vi fortsætte med lang tid endnu.

Vil du dele dine 3 favorit skiver med de danske headbangere

De første jeg vil nævne er Hate Eternal’s 2 skiver "Conquering The Throne" og "King Of All Kings", det er 2 af de bedste albums nogensinde. Herefter er det:

Morbid Angel – Domination

Sepultura – Morbid Visions

Tak for snakken og al infoen om bandet! Den sidste bemærkning er din!

Den er til vores fans: Jeg håber i får det fedt til vores koncerter og håber at i nyder det nye album, vi ses på tour, takker!

Conducted 23-01-2004