Mastodon - Leviathan [Relapse/Target 2004]
Årets album er denne skive blevet udråbt til af flere medier. Det lader til mange er blevet fanget af trenden og har kastet hurtige point efter skiven, for at ride med på bølgen. Jeg har dog brugt lidt længere tid end de fleste på at anmelde skiven her, men det burde vel ikke ændre ved skivens umiddelbare kvaliteter?
Mastodon byder på et heftigt crossover af teknisk metal, hardcore, ja det er de 2 dominerende ting, men derudover kommer bandet vidt omkring. De lever af deres eminente sangskrivningstalenter. De fletter fængende melodier, gode hooks og vilde tekniske stunts, sammen i en helhed, som man ikke andet end kan falde for.
Musikernes præstation er stor og flot, de byder på mange lækre ting, men altid er det nummeret der er i fokus. Guitarlyden byder på meget distortion og er noget harsk, og hold kæft hvor bliver der rykker nogle fede riffs af. Derudover er det tekniske og smadrende trommespil fedt. Der bliver sjældent gjort brug af andet end lilletromme, stortromme og hi-hat, men hold da op hvor kan trommeslageren få det til at lyde godt. Og så er hans repertoire og tekniske kunne stort.
Vokalen er ikke så harsk og ligefrem som det er ofte er hørt indenfor denne niche. Den er ikke tilbagelænet, men er trukket lidt tilbage i mixet og det passer godt til musikken. For det er den der er i højsædet.
Udover alt det ovenstående har "Leviathan" også fået en god produktion. Så alt i alt er det en stærk pakke som Mastodon her leverer. God og varieret skive, med masser af lækkerier og gode numre. Dog er det ikke alle numre der hænger lige godt ved og albummet er vel ikke bedre end man havde forventet af bandet, så årets album er det ikke, men det sparker sgu godt og seriøst røv. Og så er det rockede feel der ligger over musikken, sgu også alt for charmerende.
8½/10