The Chasm - The Spell Of Retribution [Wicked World/Target 2004]
Endnu engang vender Daniel Corchado og kompagni tilbage med et hårdtslående og meget atmosfærisk og storslået udspil. Denne gang på Wicked World/Earache Records, og det er efter min mening ikke for tidligt at The Chasm, bliver anerkendt og får sine skiver udgivet på ordentlig maner.
Drivende guitarspil, suveræne fortryllende og medrivende kompositioner, god teknik og fed vokal. Det er essensen af The Chasm's musik. Bandet med Corchado i spidsen er virkeligt gode sangskrivere. De har lavet 10 skæringer som med det samme sætter sig fast, men som også bliver ved med at udvikle sig og gro, hver gang man lytter til dem.
Musikalsk er der ikke en finger at sætte på udspillet her. Gode guitarriffs, numre udvikler sig hele tiden, der er masser af progression på albummet, uden at det på noget tidspunkt går ud over det gode nummer. Musikken er meget fængende, men stadig mørkt og mystisk. Trommespillet fungerer for det meste som brutalt perkussion, det virker rigtigt godt og der bliver leveret mange lækkerier fra skindbaskerens side.
Death metal blandet med storepisk heavy metal er vel en god måde at beskrive The Chasm's musik på. Brutalitet og grandiose atmosfærer går hånd i hånd, i dette henrivende univers. Sjældent har atmosfærisk death metal lydt så godt og fængende. Corchado og frænder har virkeligt begået et mesterværk med "The Spell Of Retribution", hvis dette ikke bliver bandets endelige gennembrud, så ved jeg ikke hvad der kan gøre det.
9½/10