:Of The Wand And The Moon: - Lucifer [Euphonious Records/VME 2003]
Puha, her er jeg godt nok kommet på en svær opgave. :Of The Wand And The Moon:s nye udspil "Lucifer" byder godt nok på noget musik, jeg ikke har beskæftiget mig meget med.
Musikken er meget melankolsk og drømmende. Der ligger en mørk atmosfære over hele udspillet. Det musikalske udtryk har base i den nordiske folkemusik. Og så formår mainman Kim Larsen at kreere nogle helt fantastiske stemninger, der simpelthen river en med. Man bliver tryllebundet af den simple, udtryksfulde og maleriske musik.
Den stille og for det meste akustiske musik, med de mange sungne og snakkede stykker er godt opbygget. Kompositorisk ligger der noget arbejde bag materialet. Der bliver bygget op til højdepunkter hele tiden, selvom de har det med ikke at komme.
Selv om dette må betegnes som min debut med neo-folk, så er jeg sgu blevet lidt småglad for skiven. Det er ikke et album der vil henrykke alle, det er den for speciel og afdæmpet til. Men hvis man vil bruge tiden på at sætte sig ordentligt ind i musikken, så får man sgu en oplevelse for pengene. Smukt og meget stemningsfuldt er dette opus i hvert fald, men altid med det melankolske og udtryk liggende som en tung sky over musikken.
7/10