Prostitute Disfigurement – Deeds Of Derangement [Morbid Records 2003]

Da jeg så denne skive og hørte de første toner, havde jeg kun en tanke: Endnu et death/grind band uden noget nyt at byde på. Men så SLAM! Så brød hollænderne igennem lydmuren og åbenbarede deres syge og meget hårdtslående univers for undertegnede.

Den står på ultra brutalt death metal af den grimmeste slags. Guitarerne er nedtunede og rå i kanten. Der er smadder leads i spandevis, samtidig med en del fængede lead arbejde. Hoved riffene er til tider også temmelig fængende, ikke altid lige originale. Dog er der en god bunke virkelige smadderriffs på skiven.

Trommearbejdet er hårdt og kontant. Stortrommerne klasker derudaf, lilletrommen får seriøse tæsk og bækkerne giver deres besyv med. Fedt og temmelig varieret trommespil, både hvad angår brug af trommer/bækkener og rytmer. Der er nemlig en del rytme og temposkift på skiven, og det gør det til en rigtig fed og gribende affære.

Forstil dig det dybeste growl du har hørt, og så gå et par toner længere ned. Så har du den vokale udskejelse fra Prostitute Disfigurement. Det er dybt, ligger langt nede i mixet og så sparker det røv. Det er ikke særligt varieret, men man bliver sgu ikke træt af vokalen, den hænger bare ved.

Denne type musik er hørt rigtigt mange gange før. Men det er lang tid siden at jeg er blevet revet så meget med af et album indenfor denne genre. Hollænderne leverer alt hvad de skal med sikker hånd og så lige lidt mere. Bandet skulle allerede have skabt sig et navn med deres debutskive. Og jeg er temmelig sikker på at denne skive, vil få dem op i blandet sværvægterne. Det her er sgu suverænt, en af årets ondeste udgivelser, sådan skal fedt death metal lyde.

9/10