The Crown Possessed 13 [Metal Blade/Target 2003]
For godt og vel 13 år siden, blev der dannet et svensk band ved navn Crown Of Thorns. Dog var der et amerikansk band, der gjorde krav på det navn, det kunne dog ikke stoppe den svenske dødsmaskine, som nu er kendt som The Crown. Skiven her markerer også tilbagekomsten af bandets gamle growler Johan Lindstrand, som var ude i kulden på den forrige skive "Crowned In Terror".
Som altid når vi snakker The Crown, så er der knald på drengen fra start til slut. Dog er albummet her ikke så hidsigt som forrige skive. Bandet er gået lidt mere tilbage til deres death n roll rødder, og det er egentligt ikke så ringe. Mange death n roll bands har problemer med at få gang i pedalerne. Det problem har The Crown dog aldrig haft. De viser sig da også i topform herpå på skiven, og tromler hen over alt.
De 2 guitarister leverer som, så mange gange før en god gang dræberriffs. De skriger dog mere retro end noget andet, men det passer perfekt ind i albummets overordnede atmosfære. Growler Lindstrand, gør nemlig også hvad han er bedst til. Det er at growle dybt og infernalsk, som i de gode gamle svenskerdøds dage. Han har et dybt og grumt growl, det virker til tider lidt drævende, men det sparker sgu røv. Præstationen af Janne som styrer tønderne er som altid for vild. Det er ufatteligt, så meget fart og teknik den mand har i kroppen, han er sgu en af tidens vildeste trommeslagere.
Skiven er ment som en opsamling på perioderne i The Crowns udvikling. Drengene har lyttet de gamle bånd igennem og fundet en del gamle fede riffs, som de har podet med nogle nye og så ellers bygget numrene op derfra. Det virker sgu, må undertegnede indrømme. Bandet byder på en gang habil og smadrende death metal, dybt forankret i den gode gamle fortid, men også med en del referencer til nutiden. Skiven når aldrig det samme høje intensitetsniveau som "Crowned In Terror", men efter den skive så kommer den her ind på en sikker andenplads.
8/10