Burnt By The Sun – The Perfect Is The Enemy Of The Good [Relapse/Target 2003]

AAAAAAAAARRRRRGGGGGHHHHH, man får så pisseondt i ørerne når man lytter til Burnt By The Sun. Deres komplekse metalliske aggressive blanding af hardcore og deathgrind, er sgu hård at lytte på. Og musikkens kompleksitet gør indholdet svært spiseligt.

Dog er dette album, som er drengenes andet, noget lettere at komme ind på livet af, hvis vi skal sammenligne med debut skive "Soundtrack To The Personal Revolution". Musikken er stadig hurtig og fyldt med støj. Der er en del tunge parter, og selv når der grindes, er der en del tyngde i musikken. Guitarens hidsige og hvæse riffs er mere end lytte værdige, til tider tenderer de ligefrem det geniale. De seks strenge bliver godt bakket op af de 4 tunge strenge, som virkeligt klapper igennem og leverer smæk til ørerne.

Trommerne og perkussionen er også i toppen, faktisk noget af det fedeste ved bandets udtryk. Trommeslager David Witte er genial bag tønderne og mestrer utroligt mange facetter. Vokalen er også et af bandets højdepunkter. Et instrument i sig selv og fuld af variation. Altid utroligt aggressiv eller meget frustreret, kanon arbejde.

Altid arbejder bandets 4 enheder sammen eller imod hinanden. Begge dele virker godt og tilslutter sig den store helhed… Hadet til normerne, som står kraftigt for skud under hele seancen. Bandet vil gerne have folk til at tænke selvstændigt, og tænke kommer man i hvert fald til, når man lytter til deres musik, det er sgu genialt. Dog trækker det godt og grundigt fra at vi skal belemres med 40 minutters hyletone for at høre lidt samples fra diverse nyhedsudsendelser, der er på grænsen til det latterlige. Godt nok passer det fint i tænk selv konteksten, men det burde kunne gøres smukkere og mindre generende!