Spock's Beard - Octane [InsideOut/Target 2005]


Den forrige skive fra Spock's Beard "Feel Euphoria" var en smule skuffende og bar præg af at Neil Morse, en af de drivende kræfter I bandet, havde forladt skuden. Derfor frygtede jeg mine højtaleres åbenbaring af denne nye skive fra bandet.

Det viste sig dog hurtigt at frygten var ubegrundet. Gutterne har fundet ny energi og har leveret et stort album, der meget hurtigt bider sig fast og giver lytteren mange timers glæde. Numrene er storslåede og byder på masser af variation. Der bliver budt på alt fra progressive numre, til mere episke kreationer og sågar klassisk tung rock med spor til mere moderne stoner rock. Bandet har kigget dybt i inspirationsposen og fundet alle de værdige elementer, de havde brug for, for at lave et mesterværk.

Skiven starter ud med koncept nummeret 'A Flash Before My Eyes', som er delt op i 7 numre, med diverse undertitler. Alle numrene i konceptet, følger en rød tråd og fortæller den valgt historie suverænt. Musikken der akkompagnerer historien er god og gribende og meget varieret hele vejen igennem og maler atmosfærerne rigtigt godt.

Nick D'Virgilio som overtog vokalen efter Neil Morse's afgang, er også vokset med opgaven og viser på "Octane" at han besidder en stor og emotionel stemme, som han formår at variere godt. Hele vejen igennem skiven passer hans vokal til musikken og han formår at variere den godt og følge stemningerne, samt at presse de sidste dråber ud af den til tider.

Musikalsk er der selvfølgelig ikke noget at komme efter, alle 4 herrer i bandet er verdensklasse musikere og det kan høres. D'Virgilio's trommespil imponerer som altid, teknisk og fuld af et uimodståeligt drive, han styrer tønderne for hårdt. Ryo Okumoto imponerer mig også meget med hans keyboard spil, forførende og passende, det er ofte keyboardet der giver numrene, det sidste pift eller den perfekte stemning. Guitar og bas fra henholdsvis Alan Morse og Dave Meros er også fejlfrie, der kommer så mange lækre ting fra de 2 instrumenter. Dog er et trommer, keyboard og især vokalen der løber med prisen, for de mest bemærkelsesværdige præstationer.

Produktionen af albummet kan der heller ikke rigtigt sættes en finger på. Lyden er stor, fyldig og meget organisk. De forskellige elementer ligger godt i mixet og det er kun vellyd der kommer ud af højtalerne, sådan skal det jo være.

Albummet her må siges at være en stor overraskelse, sådan et stort album var ikke hvad jeg havde forventet fra Spock's Beard på nuværende tidspunkt. De markerer sig med hvad der kan gå hen og blive dette års stærkeste og mest varierede progressive rock album. Der er ikke en udfordring der er for stor for dette band nu, det lyder til at de er rustet til alt igen, denne skive skal simpelthen tjekkes ud.

9½/10