Khold - Mørke Gravers Kammer [Candlelight/Target 2004]


Norske Khold forlod Moonfog efter deres album nummer 2 "Phantom" og signede med engelske Candlelight. De har nu smidt bandets tredje skive "Mørke Gravers Kammer" på gaden. Og sjovt nok har Khold, nu efter at have forladt Moonfog, påtaget sig den tykke og groovede "Moonfog lyd", der har præget/plaget, efter hvordan man ser på det, nogle af Moonfog's nyere udgivelser.

Musikalsk kører det norske band videre i stilen fra de 2 første albums. Mørkt og koldt black metal med få riffs og skæve melodier. Der er ikke sket den store udvikling, hverken musikalsk eller kompositionsmæssigt, Khold har fundet deres niche og stil og holder sig trofast til den og det er i sig selv beundringsværdigt i dagens metalscene.

Guitarspillet er stadig direkte og riffene tunge og til tider twistede. Bassen er stor og grum og bærer meget af lyden. Trommespillet er ligefrem og er i ansigtet på lytteren. Gard's skrig er som altid habilt og fyldt med harme og ondskab, en rigtig god vokal.

Produktionen på albummet er tung og noget mere groovy end tidligere. Især guitaren har fået noget mere punch og virker ikke så tynd og kold, som tidligere, og det er faktisk en skam. Bandet mister noget af den kulde og atmosfære, der gjorde de 2 første albums rigtigt fede.

Der er ikke Khold's stærkeste album som jeg her sidder med. Det er mere end habilt og byder på alle de gammelkendte Khold dyder, men ikke noget nyt. Kompositionerne er gode og fængende og er mange lyt værd. Det er helt sikkert et album der skaber kulde, i mange fans af denne musiks hjerter.

6½/10