Defleshed - Reclaim The Beat [Regain/Target 2005]


Hvis der er en ting som svenske Defleshed er garant for, så er det smadrende brutalt thrash metal med nogle hårde tendenser. Alle bandets forrige skiver har hevet og flået i lytterens nakkekød og har fået hår og aggressioner til at flyve i luften.

Også denne gang bliver luften hurtigt fyldt med hårdtslående guitar riffs, dræbende tromme arbejde og en over brutal og anmassende bas, samt hidsig hidsig vokal. Der er masser af fængende og brutale riffs og guitarudskejelser på albummet, altid er guitarspillet aggressivt og pågående. Trommerne giver smæk for skillingen, Matte Modin er en mester i at levere brutal og hårdtslående trommespil. Han leverer vilde ting, men sørger alligevel for at holde rytmerne på jorden, så man kan følge med i den til tider ligefremme brutalitet. Bassen på skiven er stor, den ligger og lurer ondt lige under guitaren i lydbilledet. Altid rumler den skummelt og slår engang imellem rigtigt hårdt til. Vokalen er aggressiv og lige ansigtet på en hele tiden, men stadigvæk veludtalt, så man hurtigt fanger de fleste ord.

Lyden er denne gang lavet af Daniel Bergstrand og han har som ventet lavet en tung, mørk, larmende og meget moderne og ligefrem lyd. Selvom musikken er brutal og smadrende, så står detaljerne klart i lydbilledet. Uden at lyden på nogen måde er pæn eller poleret.

Det er ikke den fedeste og mest brutale skive som Defleshed har leveret. Den er meget forventelig, uden at skuffe. Solid og brutalt thrash med death metal tendenser. Alle 12 numre slår hårdt og giver ikke meget tid til pusterum, sådan skal det være, ligefrem og hårdtslående brutalitet, det er godt når det er velkomponeret og velspillet som her. Derudover er cover versionen af Mötley Crüe' s 'Red Hot' også ganske interessant i denne thrashede version, og vokalen er faktisk meget passende.

(NB: Promo versionen af albummet indeholder fejl i tracklisten, og angiver et nummer for meget, om det også angår retail versionen ved jeg på dette tidspunkt ikke. Den anmeldte skive indeholder 12 smadrende spor.)

7½/10