Blezqi Zatsaz - The Tide Turns [Lucretia/Intromental 2005]


Blezqi Zatsaz er keyboarder Fabio Ribeiro's instrumentale progressive/fusions rock project. Ribeiro er nok bedst kendt for sit arbejde med Angra og Shaman, 2 af de store bands fra Brasilien, flere af medlemmerne fra de 2 bands medvirker da også herpå albummet.

Numrene er flot opsatte og byder på vellyd på mange planer. Musikken er creme for øregangene, opvisning efter opvisning i teknisk kunnen og perfekt levering af kompositionerne. Numrene er gennemarbejdede og byder på mange timers interessant lytning. Der er ikke et kedeligt moment på skiven, altid er der nye elementer at udforske. Der er også et drive i numrene, det som nogle instrumental plader mangler og dør på grund af, og det holder interessen vakt.

Der er så meget godt keyboard spil og mange fede synth effekter her på skiven. Fabio er en mester når det kommer til at styre tangenterne. Han kan også skrive rigtigt fede og fængende numre. Det er ikke altid keyboardet der er i fokus. Faktisk får guitaren lov til at styre meget af lydbilledet med de mange geniale soloer. Andre tider er det fløjte eller saxofon der giver den som solo instrument. Imens keyboard, den store og fede bas og de jazzede trommer, styrer rytmen og retningen på nummeret.

Produktionen af albummet er dejlig organisk og luftig, instrumenterne har al den plads de skal have og ligger flot i mixet. Lydbilledet er stort og med masser af dimensioner og solo instrumenterne er velplacerede i forhold rytmesektion og deslige. Derudover er stereo perspektivet pænt.

Det er et spændende album som Blezqi Zatsaz her har udgivet. Der er som skrevet, mange timers fornøjelse i albummet. Det varer 70 minutter og består af 12 temmelig varierede numre, en ren fornøjelse at ligge øre til sådan noget her. Der er nok mange der vil blive skræmt af den manglende vokal, men for fans af progressivt rock, lettere fusion og instrumental musik, så er albummet her stort.

8½/10