Barcode - Showdown [Nuclear Blast/VME 2005]


Smaskende fængende hardcore med tunge thrashede riffs er hvad Barcode leverer her på "Showdown". Nu er hardcore ikke en af mine favorit genrer og det er ikke meget kendskab jeg har til genren og da heller ikke til danske Barcode. Dog har deres ligefremme og smadrende stil taget mig med bukserne nede og givet mig lidt blod på tanden.

Som skrevet er der fuld smæk på drengen fra start til slut, det er nogle vrede halvunge mænd som mosher af sted i bandet. Guitar riffene er meget gribende og gør det svært at sidde stille. De er tunge og river fat i nakkeflæsket og bevæger hovedet stille og roligt frem og tilbage. Der er en del thrash over noget af guitarspillet, og det fryder jo et metal hoved som mig. Trommerne er meget ligefremme og driver musikken fremad i et drivende og stødt tempo, og så er det fedt de gange de tordnede dobbeltstortrommer sætter ind.

Vokalerne er harske og direkte i fjæset i på lytteren, sådan skal det være. Der er 2 der skriger lungerne ud og det virker godt og aggressivt. Måske er alt ikke lige interessant at lytte på, men underholdende er nogle af teksterne da.

Det er bandets mainman Dr.J der har produceret skiven og det har han godt. Lyden er meget direkte og rå, men stadig stor og fyldig og så er der smæk på instrumenterne. Der er masser af saft i lyden og musikken bliver kastet aggressivt ud af de stakkels højtalere og ned til de stakkels underboere.

Barcode er noget mere interessante end jeg havde regnet med. De leverer hårdtslående og kontant hardcore med del metalliske elementer. Det burde tiltale en del folk på tværs af diverse genrer. Bandet leverer også en forrygende version af Accept's 'I'm A Rebel', jeg var noget bange for at de havde splittet den helt ad, men den fungerer faktisk godt i Barcode's univers. En 35 minutters tid er hvad Barcode skal bruge på at blæse dig godt og grundigt igennem, det kunne være en god ide at tjekke skiven her ud, dog synes jeg at den bliver lidt lang hen ad vejen, der er mange elementer der går igen et par gange. Make my day and go ahead and die, et godt lille citat fra min favorit på skiven.

7½/10