Dark Funeral De Profundis Clamavi Ad Te Domine (Live In South Amercia 2003) [Regain/Target 2004]
Der kommer en del live skiver på gaden for tiden, og det er vel egentligt godt nok. Det er da fedest at se de forskellige bands live på scenen, men der er mange egne i verden, der bliver snydt for diverse tours. Og her kan live albums være en trøst.
Albummet her er optaget under svenskernes tilsyneladende succesfulde tour i Sydamerika sidste år. 15 af bandets fedeste numre, der spænder over hele karrieren er samlet her. Derudover er line-uppet også helt på toppen. Vi har selvfølelig de 2 faste herrer guitarist Lord Ahriman og vokalist Emperor Magus Caligula. Derudover er Chaq Mol med på anden-guitar og ingen ringere end Rikard Cabeza på bas og monsteret Matte Modin bag tønderne.
Musikalsk er der meget smæk på drengene, numrene bliver blæst af sted i et meget højt tempo og med masser af energi. Lyden er rå og har et godt live præg. Deraf går der også en del små detaljer tabt i støj infernoet, det er dog også bedre end at live-feelet går tabt i overdrevne overdubs.
Skiven er obligatorisk for fans af Dark Funeral, nybegyndere burde nok starte med en studie skive, det her vil nok skræmme dem. Bandet har i hvert fald aldrig lydt så brutale og onde som herpå. En ganske hæderlig skive, der byder på fede numre, live stemning og masser af smæk for skillingerne. Og så er det Sydamerikanske publikum meget indlevende, og skriger godt og grundigt med på alt.
7/10