Old Man’s Child – In Defiance Of Existence [Century Media/Nordic Metal 2003]

Op til denne dag har intet af det Old Man’s Child materiale som jeg har hørt, gjort noget for mig. Og efter at have brugt noget tid sammen med denne femte skive fra Galder og kompagni, er der ikke meget der er ændret på den konto.

Endnu engang bliver der budt på symfonisk metal med black influenser og endnu engang er det under udførelsen af de symfoniske parter at korthuset falder sammen. Musikken er i sig selv udmærket, uden at blive ophidsende og temmelig hårdtslående. Der er især en del fede guitarparter og så er trommespillet fra Nick Barker af høj klasse. Men når der bliver skruet op for det kunstigt lydende keyboard, mister numrene momentum og det hele falder til jorden.

Vokalen er heller ikke det fedeste man har hørt på en ekstrem metal skive, og så synes jeg også at der en del ting som er lånt hos Galder og Barker’s bandkammerater i Dimmu Borgir, men sådan skal det nok være.

Lyden kraftfuld og in your face, men det sker for ofte at det hele lyder lidt for kunstigt og opsat, især trommerne lider under plastik syndromet til tider.

Det er ikke lutter af dårlige ting der bliver leveret her på skiven, men det falder bare sådan ud at helhedsindtrykket ikke er særligt godt. Det ender med at blive for kedeligt og standard, selvom symfonisk metal i denne dur ikke er noget jeg beskæftiger mig meget med, har jeg hørt det meste af dette før. Dog skal Galder have ros for at bruge Gus G’s fænomenale guitarspil i det første og sidste nummer, det er nok 2 af de fedeste momenter på skiven, men derudover så er dette satme en standards skive.

V