Nartvind – Until Their Ruin [Painkiller Records 2003]

Der har længe været gang i den belgiske black metal scene, men oftest har udspillene været middelmådige.

Nu har endnu et nyt band set dagens lys i det ellers skumle land, bandet Nartvind er nu klar med deres efter alt at dømme første fuldlængde skive. Bandet finder hovedsagligt inspiration i Burzum’s distortede repeterende guitarriffs, grumme vokal og dystre atmosfærer. Dette er ikke altid en dårlig ting og selvom det eneste at Nartvind selv bringer musikken, er lidt grufuldt melodi, så gør de det ganske udmærket.

Lyden er typisk "true" black metal sound. Rå, upræcis og skramlende, men hold kæft hvor gør produktionen sit job og yder musikken fuld retfærdighed. Derudover så indgyder den skumle lyd mørke og kulde over belgiernes materiale.

Hvis man ofte nyder de gode gamle hæderkronede Burzum skiver og også har lidt hang til gammelt og støvet Darkthrone, så er dette sgu ikke mindre end årets skive. En ordentlig røvfuld uoriginalt black metal med masser af larmende nostalgiske referencer, det er sgu ikke så ringe i ny og næ!

VII