Contempt When Angels Begin To Cry [Empire Records 2003]
Så slår slovakiske Contempt til med deres udspil nummer 2, og efter deres ikke så heldige debut var det med skepsis at skiven blev smidt i spillen.
Men fra første moment er fremskridtet at spore, bandet er blevet mere modent og er blevet noget bedre til at komponere numrene. Hvorimod det før blev til en kedelig masse, er der nu struktur og momenter som holder interessen fanget, indblandet i legen.
Stilmæssigt er der ingen forandring, den står stadig på hårdtslående og hamrende brutalt death/grind af grimmeste skuffe, med en gang teknik indblandet. Guitarerne leverer hidsige riffs på hidsige riffs, trommerne smadrer af sted, nogle gange en anelse utight, men stadig okay. På toppen er det grimme growl som er blevet ganske fedt og hårdtslående, med lidt referencer til Jason Blachowicz.
Lyden er mere kraftfuld end tidligere hørt, men stadig meget mørk og dunkel og unuanceret. Men den passer ganske godt til Contempts smadrende musik.
Det er ikke noget banebrydende at de 4 slovakker er kommet op med, men derimod en ganske tilforladelig death/grind skive, som burde tiltale alle fans af den genre. Musikken rykker og er brutal og hårdtslående og der en del fede tekniske detaljer derpå. En god skive når man er lidt ond i sulet, jeg ved at jeg nok skal vende tilbage til den engang imellem.
VII