Carnal Forge – The More You Suffer [Century Media/Nordic Metal 2003]

Den forrige skive fra disse 5 svenske herrer fik nogle hårde ord med på vejen herfra. Og efter at have lyttet til den igen, var det sgu mere end fortjent. Derfor blev jeg også noget overrasket over denne nye skive, da den indeholder alt det "Please…Die!" mangler.

Fra start til slut bliver der leveret over aggressivt thrash metal med refleksioner over til death metal. Og så er der noget variation på drengen, det er lækkert at høre. Her er alt fra vilde up tempo tracks á la nyere Testament, old school Slayer-agtigt materiale og tunge sager á la nyt Slayer, hvem sagde at man skal være original.

Carnal Forge har selvfølgelig også deres eget input på musikken, men deres helte bliver sgu af og til hyldet meget. Vokalen går ofte over i en Araya lignende ting og flere af guitar løbene minder om Hanneman og King i topform. Guitararbejdet er en klasse for sig selv, brødrene Kuusisto ved sgu hvordan de 6 strenge skal vrides for at få det optimale ud af dem, og det er en nydelse at lytte til deres spil igennem de 12 tracks. Også skråler Kjellgren skal have et ord med på vejen, han har fået meget mere personlighed i vokalen, og så varierer han den fedt.

Her er et album som der er fuld knald på fra start til slut og stort set alle 12 skæringer fordrer til heftige nakkeslag, hvis det skal være neo-thrash, så skal det satme være sådan her!

VIII