Unleashed Sworn Allegiance [Century Media/Target 2004]
Jeg er en af dem der altid ser frem til et nyt album fra Unleashed. Det er efterhånden ved at være lag tid siden, at en skive fra bandet har levet op til mine forventninger. Men på den anden side, så har de heller aldrig for alvor skuffet mig.
Efter at have inkorporeret lidt, i Unleashed regi, nye ting på den seneste skive "Hells Unleashed" er Johnny og drengene nu vendt helt tilbage til de gamle dage. Svinetungt death metal med en dræbende mørk og tung lyd. Stortrommen er hul og ond, en knasende sprød guitar med flænsende leads. Pumpende bas og Johnnys meget rå growl. Ja sådan skal Unleashed sgu lyde.
Man kan ikke påstå at bandet leverer noget de ikke har leveret før. Her er det hele som det plejer at være. De onde death metal numre hvor blodet flyder. Vikinge hymnerne hvor de gamle tider bliver hyldet. Samt de sædvanlige rap i røven til samfundets tilstand og hyldesten til bandets fans.
Jeg tror ikke at der er forfærdelig mange der vil blive imponerede over denne skive. Den vil nok nærmere virke lidt halvkedelig for nye metalhoveder, med hang til blastende death metal. Men for de gamle drenge med Unleashed i blodet, virker skiven sgu hårdkogt.
7/10