Turisas – Battle Metal [Century Media/Target 2004]

turisas.jpg (12483 bytes)

Der har verseret mange gode ting om dette relativt nye band i undergrunden, i et stykke tid. De er nu klar med deres debutskive, der byder på en gang storslået metal i diverse afskygninger blandet med en god gang folkemusik.

Grundstammen er episk heavy metal, der bliver pumpet op med folkemusiske elementer stort set hele tiden. Kompositionerne er stort opsatte og fungerer mere eller mindre som små teaterstykker. Der er altid en masse elementer og instrumenter i gang på engang, uden at det på noget tidspunkt bliver rodet.

Numrene er virkeligt velskrevne og gennemarbejdede og sætter sig hurtigt fast i lytterens baghoved. Hvis man går ind bag alt fyldet og finder det grundlæggende metal nummer frem, så er der ikke meget at komme efter. Det spændende og interessante ligger i fyldet. I form af diverse vokaler, keyboards, den rigtigt fede violin og harmonikaen. Sidstnævnte kunne efter min mening godt være brugt noget mere, det lyder rigtigt godt i denne sammenhæng. Det er også fedt at bandet gør brug af en rigtig violin og en rigtig harmonika. I stedet for den nemme samplede løsning.

Turisas formår at opbygge en rigtig fed atmosfære på denne skive. Man kommer hurtigt til at befinde sig i en anden verden når man lytter til "Battle Metal". Store kor, udmærket lead vokal og gode instrumentale præstationer. Dog kunne jeg godt tænke mig nogle flere numre i stil med pladens absolutte fedeste skæring ’Rex Regi Rebellis’. I det nummer viser bandet virkeligt deres potentiale.

Denne stil hvor der indgår et mix af mere traditionel metal og folkemusik er virkeligt ved at bide sig fast og dette er et af de mere interessante bud. Dog er der lidt for meget fyld, til at skiven holder 100% hele vejen igennem. Men stadig en fed gang underholdning

8/10