Nightmare – Silent Room [Napalm/Target 2003]

Franske Nightmare var for mig et helt ubeskrevet blad på musiktræet. Selvom den første inkarnation af bandet startede helt tilbage i 1979 og i mellemtiden har haft 12 års pause. Samt et succesfyldt comeback, så har jeg ikke hørt om dem.

Bandet byder på stort opsat power metal med alt hvad det indebærer. Der bliver budt på rigtigt meget fedt guitarspil. Okay riffs, der ikke byder på noget udover det sædvanlige. Men de mange leads og soloer sparker sgu røv. Guitaristerne er meget klassiske i deres spil og leger rigtigt godt med hinanden.

Rytmesektionen er en tung og habil satan. Bassen buldrer godt i baggrunden og slipper ikke rytmen mange sekunder ad gangen. Trommerne er der lidt mere leg over. Meget godt trommespil, der er med til at gøre udspillet interessant. Den måde som trommerne er mixet ind i helheden på virker også godt. Især bækkenerne som er placeret helt yderst i de 2 kanaler, det giver en suveræn effekt når man lytter til skiven med et par ordentlige hørebøffer.

Vokalen fra Jo Amore, som faktisk tog sig af trommerne på de første 2 skiver, er også god. Meget rå men melodisk og han er god til at følge stemningsmomenterne i numrene. Skiven er også bygget op omkring et koncept og vokalen er med til at underbygge stemningerne i historien.

Teknisk velspillet power metal med masser af klassiske momenter, især koret i ’A Piece Of Paradise’ sparker røv. Habilt, velspillet og komponeret metal, har er garanti for mange timers fornøjelse.