Cattle Decapitation Humanure [Metal Blade/Target 2004]
Det her album har jeg set frem til i noget tid. Bandets forrige skive "To Serve Man" tog mig med bukserne nede og viste sig at være en rigtigt fed skive. Og når man står med denne CD i hånden og ser på coveret, så ved man at der bliver fortsat i samme stil.
Og dog, jo bandet byder stadig på hårdtpumpet death/grind af brutal kaliber. Men der er blevet tunet lidt ned for guitarerne, så skiven er noget tungere end før hørt fra bandet. Derudover er det også et monstergrowl Travis Ryan leverer herpå. Et perfekt mix af den amerikanske gutturale røst og Carcass sygelige vokaler.
Musikken er også blevet en anelse mere varieret og detaljeret. Der bliver vist nogle rigtigt fede ting med guitarerne. Det er ikke bare fuld fart frem grind. Der er alt fra blastende sindssyge stykker, til tunge trampemomenter. Tekniske detaljer, hvor guitaren skriger som en stukket gris og hvor trommeslageren er ved at brække både arme og ben for at følge med.
Lyden er lavet af Bill Metoyer og den er tung og mørk. Og passer meget godt til musikken, dog roder den lidt sammen engang imellem og især trommerne lider under det. Men det fede basspil fra Troy Oftedal kommer oftest helt klart igennem og det kan der ikke klages over.
Tungt, blastende og smadrende death metal med det bedste fra den amerikanske scene, samt Carcass-agtige indslag er hvad man får med "Humanure". Derudover bliver der leveret bredside efter bredside, imod os kødædere, men fuck nu det. En fed skive der er på højde med "To Serve Man", selvom den er lidt anderledes. Dog bliver den 9,37 minutter lange outro fra slagtehuset lidt ensformig at høre på, har man hørt et svin skrige, så har man sgu hørt dem alle!
8/10