Nekrovoid – Kill The Local Priest [Demo 2004]

Så er dette nye danske black metal band, som er en udløber fra Skyggerigets Folk, klar med deres første demo udspil "Kill The Local Priest".

Der bliver budt på vilde og kolde guitarriffs der bliver fyret af i en rasende fart. Smadrende trommer, som er lidt for smadrede. De er programmerede og det virker til at der ikke er meget styr på dem, til tider smadrer de i hvert fald alt og stjæler lyden fra hvad der ellers foregår. Oven i det en kold og ondskabsfuld vokal, der spyer galde imod det kristne samfund.

Kompositionerne er ganske udmærkede, numrene er bygget forventelige op. Lidt fængende guitar her og smadrende stykker, der efterlader lytteren forpustet. Plus kolde og atmosfæriske guitarflader. Derudover er der masser af aggressivitet bag udfoldelserne og det er med til at holde udspillet oppe.

Produktionen er ikke verdens bedste og slet ikke oppe på demo standard anno 2004. Lyden er meget rodet men det gør ikke så meget, det giver et godt aspekt. Men instrumenterne mudrer meget sammen og det skyldes trommemaskinen, der ofte stjæler fokussen fra guitaren og hvad der ellers foregår. Men der er masser af energi bag indspilningen og den bliver flyttet ud i stuen.

Nekrovoid har leveret et fedt udspil, der nok skal skabe noget røre rundt omkring. Der er en fed stemning over musikken og numrene er ganske udmærkede opbyggede. Dog ville en trommeslager hjælpe lidt på musikken og lydbilledets udfald. Men helt sikkert et band der skal blive spændende at høre mere fra. Her er ingen nåde, ren afstraffelse fra start til slut.

6/10