Soulreaper - Liferazer [Karmageddon/Target 2004]
Denne skive nåede vist lige at blive udgivet af Hamerheart, inden de lukkede dørene i 2003. Jeg må dog indrømme at jeg ikke opdagede, at skiven var udkommet, og de mener da også selv at den fortjener at blive udgivet under værdig opmærksomhed. Derfor har Karmageddon nu smidt skiven på gaden igen, med 3 bonusnumre, så pakken burde være lidt mere hårdtslående.
Soulreaper leverer en hård blanding af melodisk death metal, lidt hen ad Dissection, og brutal teknisk death metal á la Morbid Angel. Og sjovt nok lyder bandet da også som en blanding af de 2 nævnte bands. Det lyder umiddelbart som en interessant blanding, og det er det også til tider.
Dog er 10 skæringer, som nu er blevet til 13 på grund af bonus numrene, hvoraf det ene er et Morbid Angel covernummer, lidt for meget af dette. Der er nemlig ikke den synderlige forskel på måden hvorpå numrene er bygget op. De kører mere eller mindre over den samme skabelon, og det er dræbende. Selvfølgelig er det kanon, hvis man bliver bidt af det fra starten af. Jeg må indrømme at mine favorit numre er 'Godless Reaper Of Soul' og 'Son Of The Dead', de 2 første numre efter introen, derefter har jeg nemlig fået nok.
Det er slet ikke fordi at bandet består af dårlige musikere, de leverer sgu en suveræn indsats. Der er masser af lækre detaljer, masser af superfedt guitarspil, suveræn indsats af trommeslageren. Og den sjove dybe growlende version af Nödtveits vokal er også okay. Men numrene, den tunge produktion og gentagelserne bliver sgu for meget.
Hvis du kunne lide den første skive, er vild med Dissection, Morbid Angel, eller at den blanding bare tiltaler dig. Så tjek da skiven ud, det kunne være at den fængede dig. Jeg tror bare at jeg nøjes med den i små doser fremover.
5/10