Moonlight Agony - Echoes Of A Nightmare [Massacre/VME 2004]


Dette jeg sidder med her er Moonlight Agony's debut album. Bandet stammer fra Sverige og leverer et heftigt miks af lidt tungere power metal med masser af atmosfære og progressive tilsnit.

Musikalsk er udspillet helt på toppen, der kan ikke sættes en finger på nogle af musikernes præstationer. Der er masser af lækkert guitarspil, lige fra grundriffene, til de mange lækre melodier og gode leads. Keyboardet imponerer også, det er næsten hele tiden til stede, det dominerer næsten aldrig lydbilledet, det ligger bare og leverer stemningsmættede flader. Sådan virker det bedst efter min mening. Bassen er tung og leverer vuggende basgange og arbejder godt sammen med trommerne. Og trommeslagerens indsats kan der heller ikke siges noget negativt om. Han leverer gode rytmer, præcise fills og okay teknik.

Vokalen bliver leveret af Chity Somapala, og han leverer en suveræn indsats, det er hans skyld at Moonlight Agony løfter sig lidt over de flestes niveau. Stor og kraftfuld vokal, der passer perfekt til bandets atmosfære og progressive tendenser.

Produktionen er også tidssvarende og pakker alle instrumenterne, samt vokalen rigtigt godt ind. Mixet er godt og præcist og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden, og skifter pænt plads når der bliver leveret leads og andre lækkerier. Der er masser af kraft og saft bag lyden og den bliver kastet ud af højtalerne, samtidig med at der er masser af rum til de tekniske detaljer.

Alt i alt er det et godt og solidt album som Moonlight Agony har leveret. Og taget i betragtning at de er deres første fuldlængde skive, så er der noget rigtigt stort i vente fra bandet.

8/10