Impaled - Death After Life [Century Media 2005]


Så er de amerikanske blodtilsølede bæster I Impaled klar med endnu omgang medicinsk slagtning af diverse skabninger. Der er gået 3 års tid siden deres sidste fuld længde, så albummet har været længe ventet.

Der bliver smækket i gang med en intro, intet nyt under solen der. Derefter bliver vi ellers budt på en ordentlig omgang, meget mere end ellers, Carcass influeret gory death metal. Tunge beskidte og noisy riffs, smadrende trommer og varierede vokaler. Alt sammen blandet op med dyster stemning og lidt melodi, dog ikke så meget som tidligere. Der bliver også gjort lidt brug af synths, især nogle spøgende strygere leverer spøgerier et par gange.

Produktionen er lettere mudret og lidt gammeldags lydende. Det virker rigtigt godt og bidrager meget til stemningen på albummet. Den lidt mudrede guitarlyd er også fed og giver lidt mere Carcass feel til festen.

Det er en fed og solid skive som Impaled her har smidt sammen. Ikke noget mesterværk eller andet der flytter grænser. Dog er albummet alligevel bedre og mere gennemarbejdet end jeg egentligt havde regnet med. Et sikkert hit hos gore death/grind hoveder og gamle Carcass fans. Derudover bliver man heller ikke lige med det samme træt af skiven, bandet har fået et par nye strenge at spille på.

7½/10