Eternal - Satanic Templars Of The Dark Age [Sinister Sounds 2005]


Eternal er et nyere fransk death metal band og så vidt jeg ved er dette deres første udgivelse. Det er udgivet af det nye canadiske label Sinister Sounds og markerer også deres første udgivelse.

Stilen er den mørke og brutale death metal, som især Incantation og Immolation har markeret sig med. Dette er ikke en direkte klon af de nævnte bands. Der er ingen tvivl om at det er der at de har fundet deres hovedinspiration, men de smadrer af sted på deres egen måde og markerer sig stærkt med de 4 spor på denne udgivelse.

Guitaren leverer tunge og onde riffs, de bliver leveret både straight ahead and og en smule skævt og indgyder en mørk og dyster stemning. Trommerne tæsker derudaf uden at vise meget nåde. De indbyggede breaks og rundgange virker forfriskende, men brutaliteten er i højsædet. Og så er trommeslageren glad for at levere halvskæve slag på bækkenerne, det virker godt. Vokalen er dyb og fyldt med galde, rigtigt fed vokal.

Produktionen på skiven er tyk og hårdtslående, faktisk rigtigt god og yder musikken retfærdighed. Lyden er hærget af en rå kant og tone, der giver et bid fra sig og flytter musikken det sidste stykke ind i stuen, godt lavet.

Jeg er meget imponeret over dette udspil fra Eternal. Uden at det er alt for originalt og fornyende, så sparker det sgu seriøst røv og giver mig lyst til at høre mere fra bandet. " Satanic Templars Of The Dark Age" er også en svær skive at slippe, man kan altid bruge et lyt mere, den er ikke sådan at blive træt af, en skam der kun er 4 skæringer og en spilletid på knap 20 minutter, jeg kunne godt bruge dobbelt så meget.

7½/10