Angra - Temple Of Shadows [SPV/Target 2004]


Det er mit første møde med brasilianske Angra I fuldlængde format, men dette er nok den rette måde at lytte til musikken på. Et enkelt nummer her og der er udmærket, men skiven i et stræk virker bedst, især med denne da dette er et koncept album.

Bandet byder på meget varieret melodisk og symfonisk power metal, med et progressivt tilsnit. Deroveni lægger man hurtigt mærke til at sangene er i højsædet, selvom der bliver vist masser af teknisk kunnen og lækre detaljer. Så er numrene velskrevne og meget fængende, de hiver med det samme fat i lytteren, som hele vejen igennem bliver holdt i et jerngreb.

Musikalsk er der ikke meget at komme efter. Der bliver leveret mange fede ting fra alle musikerne. Dog også et par forudsigelige ting, men det er meget naturligt, når man tænker på hvor lyttevenligt musikken langt hen ad vejen er. Inkorporationen af traditionelle brasilianske rytmer og deslige er også en god detalje. Det eneste jeg som sådan kan sætte en finger på, er vokalen der en sjælden gang mister lejet og lyder lidt sjovt.

Produktionen er meget luftig og med masser af tryk på. Mixet er rigtigt godt, instrumenterne flyder godt sammen med hinanden og især den store og organiske baslyd er imponerende.

"Temple Of Shadows" er et godt og helstøbt album, der vokser med hver enkelt gennemlytning. Historien virker rigtigt godt og det samme kan siges om historie fortællingen og de forskellige stemningsmomenter. Man må sige at Angra har masser af strenge at spille på og de udfolder sig virkeligt på dette album, dette er en nydelse at bruge tid på.

9/10