Dew-Scented – Impact [Nuclear Blast/VME 2003]

Tysk thrash-ageddon er hvad Dew–Scented byder på, her med deres femte skive "Impact". Som også er undertegnedes første møde med bandet.

Der bliver lagt hårdt ud med åbneren ’Acts Of Rage’. Vild og aggressiv thrash med elementer både fra Slayer og den nyere svenske bølge. Heldigvis holder tyskerne sig fra de pæne melodier og harmonier, og holder sig til den brutale og smadrende thrash.

Guitarerne flår i ørene og river en med, de vildt fængende hovedriffs er fede og medrivende. De mange aggressive riffs bliver leveret med god fart og præcision. Det eneste der kan indvendes imod guitaristernes arbejde, er de lidt små kedelige leads, der af og til dukker op. Trommeslageren gør også et godt arbejde, masser af dobbelt stortromme og så bliver der leveret mange fede off beat fills, der gør musikken lidt mere interessant. Vokalisten leverer også en knusende indsats, hans hidsige råben og skrigen, passer som fod i hose til musikkens aggressivitet.

Det er lige før at de 11 numre der er på skiven bliver lidt for meget. Men tyskerne leverer deres vilde, brutale og aggressive thrash, med en sjælden hørt intensitet og nerve og det holder interessen fanget. Lyden er også ganske pæn. Meget dynamisk, klar og kraftfuld. Helt klart et stærkt og kraftfuld album, som er smæk fyldt med aggressivitet og en passende variation, som tyske Dew–Scented her har leveret, det holder sgu rimeligt hårdt og er en klar vinder for fans af thrash.

8/10