Demon Realm – A Legend Of Power [Blazing Productions 2004]

Efter at have brugt et stykke tid på at hygge mig i selskab med Demon Realm’s demoer og nogle kompilations numre. Var tiden nu kommet til bandets første fuld længde album "A Legend Of Power". Udover en række velkendte nyindspilninger, byder albummet på mange nye numre, samt et møde med den nye session trommeslager Atziluth.

Som altid er der en intro der skal overstås og for en gangs skyld, virker introen okay og overgangen imellem introen og det første nummer, er faktisk meget fed. Efter introen kommer det fedeste røvsparkende heavy metal riff, jeg længe har hørt og derefter sætter Demon Realm’s vante black metal inferno ind. Det forstyrrede guitar arbejde fra Nocturnaz kan sætte alle konformiteter over styr. Skurrende, ondt, larmende og kaotisk. Hele tiden foruroliger den simple, men meget effektive riffing lytteren. Udover de kaotiske riffs, er der en del fede, meget fængende og kraftfyldte riffs. Og det er dem der redder musikken fra at blive for rodet.

Vokalen fra Sharund er som altid, ond som ind i helvede. Det næsten drævede skrig, går igennem skind og ben og giver gåsehud. Vokalen besidder inkarneret ondskab, ligesom teksterne. Vokalen er ikke så varieret, men følger musikkens stemninger suverænt.

Endelig har Demon Realm fundet sig en mand bag trommerne, der kan hamle op med tempoet, holde en rytme og levere fedt spil. Atziluth hamrer til tønderne, som om at der ikke var en dag i morgen, og leverer gode dommedags rytmer til "A Legend Of Power".

Musikalsk byder Demon Realm på et fedt sammensurium af ondt og koldt black metal, med en hel suveræn heavy metal følelse. Heavy metallen er dog mest til stede over sang opbygningen, samt i nogle af guitarens riffs. Mixingen er ikke helt på toppen, lidt mere plads til trommerne vil ikke have gjort så meget, de glider lidt ud og ind af lydbilledet, med forskellig styrke. Det er guitar og vokal, der bliver fremhævet, men det gør heller ikke så meget. For der er sgu masser af fedt vokal- og guitar arbejde på skiven. Der er ikke mange meter innovation på "A Legend Of Power", men hvem har burg for det. Vi har bare brug for fed metal og det formår Demon Realm at levere. Og det er med et brag, som man også vil huske om 10 år!

8/10