Zyklon Aeon [Candlelight/Khaoz Management 2003]
Så er Samoth og kompagni klar med deres andet album. Deres første skive "World Ov Worms" sagde ikke rigtigt undertegnede noget, det var da nok også derfor den aldrig røg hjem i samlingen.
Nu er hukommelsen ikke hvad den har været, så hvordan de 2 skiver er imod, hinanden kan jeg ikke rigtigt huske. Dog blev jeg positivt overrasket da jeg smed denne skive i spillen. Det kolde og kliniske som jeg bedst huske fra "World Of Worms" var blevet erstattet af en mere naturligt klingende lyd. Dog uden at bandets svinetighte lydbillede er forsvundet. Der er kaos og rabalder, men hele tiden svinger de 4 drenge sammen.
Musikalsk står den på råt death metal med elementer fra både black og især thrash. Der bliver leveret nogle rigtigt fede og innovative ting med guitaren. Også trommespillet fra Trym, skal fremhæves som noget positivt. Han spiller satme fedt. Det ene øjeblik tordnende perkussion, det næste de vildeste rundgange og fills, han styrer sgu tønderne.
Vokalen fra Secthdamon er sgu også cool. Et hårdt og brutalt growl med skrigende tendenser og af og til noget, der vel bedst kan betegnes som brutalt hardcore skrigeri. Også Ofu Kahns (Red Harvest) vokal på det sidste og suverænt fede nummer An Eclectic Manner er suveræn, og giver fed adspredelse.
Adspredelse er et kodeord når vi snakker Zyklon. Sjældent har jeg hørt så mange breaks af den ene eller anden art på et album. Og selvom bandet har fat i 1000 forskellige ting, så er det hele bundet fint sammen af en rød tråd, suveræn sangskrivning.
Skiven her burde tiltale de fleste dødshoveder. Selvom det hele er temmelig innovativt, så er bandet også tro imod rødderne. Hvis der skal indvendes noget, så er det tendensen til at dræbe momentum, for at vise de enkelte musikeres tekniske kunnen, det er lidt en skam og gør nogle af numrene lidt for lange. Men alt i alt, en stærk skive.
8/10