Elysium – Feedback [Metal Mind/Pitchfork 2003]

Her er et band der kan deres svenske melodiske death metal abc, udenad. Her bliver der spillet på strenge, som ikonerne fra Sverige, før har brugt til hudløshed. Især et vist band ved navn In Flames har betydet meget for Elysium.

Dog har polakkerne noget over deres musik, som gør den meget lytteværdig. De er for det første dygtige musikere. De leverer deres musik med stor energi og så besidder bandet stor teknisk klasse. Vokalen er også meget fed, dog ligger den halv tæt op ad en herre, der vist nok bruger sine lungers kraft i, nemlig, In Flames, men det er jo heller ikke så dårligt.

Elysium besidder nogle gode sangskrivningstalenter. De formår at gøre deres musik, interessant, fængende og teknisk afbalanceret. Melodierne smyger sig ud og ind imellem hinanden, og breaksene falder naturligt. Umiddelbart er materialet på "Feedback" meget gennemarbejdet.

Lyden er også meget god, der er masser af dynamik og kraft bag udladningerne. Derudover har instrumenterne masser af plads at boltre sig på. Hele tiden kan man høre guitaren lege i forgrunden. Vokalen på toppen, bassen klimprende lystigt, lige bag guitar væggen. Og et sted imellem det hele trommernes kraftfulde spil.

Umiddelbart kan jeg ikke se denne skive tiltale andre end fans af svenskerdød. Og udover de 2 ambiente stykker, så er der ikke mange meter originalitet at finde på denne skive. Godt nok har Elysium fundet deres egen niche, men inspirationskilderne fylder stadig rigtigt meget. Men for dem der savner svenskerdøden som den var for 5 år siden, med et ekstra touch, så er denne skive perfekt.

7/10