Corpus Mortale – With Lewd Demeanor [Neurotic Records/Superion 2003]

Det var en glædelig overraskelse der sprang mig i øjnene da jeg åbnede kuverten. Corpus Mortale’s længe ventede fuld længde skive "With Lewd Demeanor". Endnu bedre blev det da den kom i spillen..

Der bliver klappet af sted i vanlig Corpus stil. Tungt death metal med rødderne dybt begravet i den fede old school stemning og opbygning. Det er krydret med teknik, syrede leads og masser af mørk atmosfære.

Samtidig med at bandet har fået bygget flere nuancer ind i musikken, er de også blevet en kende mere brutale og nådesløse. De tungere parter er blevet tungere og de hurtige, hurtigere. Der er mange fede temposkift på skiven. Og både guitar- og basspil er sgu fedt. Trommerne bliver også leveret med vanlig sikker hånd. Og så er vokalen sgu monster ond.

Skiven er indspillet i Starstruck med en hjælpende hånd fra Anders Lundemark. Det er der kommet et godt resultat ud af. Lidt smårodet og gammeldags-lydende. Fed trommelyd, lækker guitar, kraftfuld bas. Masser af energi og dynamik er der også.

Der burde ikke være nogle der bliver skuffede over denne udgydelse. Der er sgu smæk for alle skillingerne. Corpus Mortale leverer hvad man forventer af dem og lidt mere. Endnu et dansk band der nok skal markere sig internationalt.

8/10